140
ROBINSONADE
Politi, han mestrede det Ord til Fuldkommenhed. Politi!
Lidt efter kunde de skimte Lygterne, gule og gloende Lys, der klippede forbi Grenenettet. Hunden havde rejst sig, stod med Halen oprakt, med ram Svedlugt ud fra sin Pels. Og i næste Nu var den i Slagsmaal med en anden Hund.
Politihundene, store, graa Bulldogge, gennemstøvede med Snuden lavt Busken, og Konstablerne var i deres Følge. Et skingrende Kvindehvin fo'r ud fra Tykningen, og i dette Øjeblik blev det lyst fra en Lygte, der sad i Bæltet paa en Mand. Han kom krybende gennem Vexlen, og han holdt ved Armen en svær, graanet Kvinde med flaaede Klæder og blomsterløs Straahat. De tumlede sig i Kamp, rullede omkuld, og i et Nu blev det bælgmørkt.
Store Bylte væltede nu foran Knæene af dem. Dawen fik fat i Pelsen paa sin Hund, sled i den, men den var tung af et andet Legeme, der hang ved. Han fik et Knivshug over Knoerne, vendte sig, tog for sig og kunde føle et Ansigt nær ved sin Hage. Vidste ikke, om det nu var Thomas; Ansigtet holdt sig imidlertid roligt for Strøget af hans Haand. Det var altsaa Kammeraten. Hans Haand var pludselig vaad og klæbrig af Blod, der sivede mellem Fingrene.
De var nu næppe mere ved deres Rede, for Regnen øsede ned over dem. Men førend de var orienterede, var de midt inde i et Slagsmaal.
