141
ROBINSONADE
De kunde intet se, men de følte Uniformer og Metalknapper under deres Hænder.
Hallo! Hvem der! Slip for Satan! To—tre Slag af en Knippel paa en hultdrønende Krop.
Der var aabenbart mange andre med foruden Politiet, Skuldre og Rygge, der væltede op mod dem. Dawen mærkede, som sprang et Halsjærn bag om hans Øren og Krave.
Han lagde sin Vægt forover, og i det samme fik hans højre Haand Tag med tre Fingre ind i en Mund, der strax bed til. Han følte Vægten af dette Hoved — som holdt han en Hjælm eller en Casque med tre Fingre under den skarpe Jærnkant; han vred Haanden rundt og slap Taget. I det samme var han selv fri.
Stod med Armene roterende i tomt Rum og raabte ud af Struben — lange ru Toner —: Ho! Ho! Hans Stemme deltog i det fortvivlede Ulvekor, der stod over Busken. Ho—ho!
Der var nu bleven ganske stille omkring ham. Kamplarmen var paa Afstand. Han laa paa Knæ med Hænderne begravede i den slæmmede Grund, og gennem Busken, der blev tynd nede om Roden, kunde han skimte Lystaagen af Staden bag ved Fællederne; og nærmere ved: Politivognens to Lanterner. Hen imod Vognen kom vandrende andre Lys, to og to saa langt fra hinanden, som en bagbunden Mand er bred.
Dawen og den døvstumme mødtes først næste
