145
ROBINSONADE
over Natten og mere og mere fik selvstændig Betydning, Drømme, der lovede. — Han nikkede alvorlig og lagde sig tilbage for at bie.
Den døvstumme gik ofte og blev lang Tid borte. Var han hjemme, sad han med Hagen paa sine Knæ og stirrede ind mod den evige Røgkaabe, hvori Staden var.
Han mødte ikke mere Dawens Blik, Aftenerne var nu kolde, Nætterne bidende og vaade. Buskens Fugle var dragne moe Syd.
En Aften gik den døvstumme, hurtig uden at vende sig, og han kom ikke igen.
Dawen ventede paa ham i to Døgn. Branden havde nu naaet hans Skulder. Han følte ikke Sult, det var, som om en behagelig Forøgelse af hans Legemstyngde mættede ham. Han ventede.
Paa den tredje Aften kom den store Hund løbende, forsulten, forvildet; aabenbart forstod den ikke Delingen af den eneste Magt, den anerkendte, og søgte derfor at dele sig selv. Dawen rejste sig da, knugede Haanden fast i dens Pels og lod Hunden føre.
Aa ja! Ja, nu huskede han Længselen i den døvstummes Øjne, Længselen, der var kommet i Følge med Frygt, nu da Vinteren var nær. Nysgerrig og uden Ængstelse lod han Dyret lede.
En Politimand gik nogle Skridt efter denne udtærede Mand, der støttet til en Hund gik op gennem Østens krogede Passager. Men han er altfor
