147
ROBINSONADE
Dawen blev staaende ved Haanden støttet mod Bordet, ventende, bøjet paa Betlervis.
Pludselig lød rappe, energiske Skridt paa Trappen. Og en lammende Skræk sprang i præcis ens Udtryk frem paa de syv Ansigter. Thomas udstrakte Hænderne. Hans Mund aabnede sin Tragt for at tale: "G—g—gaa!" Han vinkede fortvivlet med Haanden: "Gaa!"
En gammel rødskægget Mand var traadt ind. Han bar et Sølvemblem i Kraveopslaget. De døvstumme dukkede sig, krøb som Hunde. Denne Mand begyndte strax at tale i de døvstummes Sprog, med Fingre og ved lydløs Mundstilling.
De nikkede; deres Fingre spillede ydmygt. Dawen erindrede den Skræk, de døvstumme har for deres Lærer, deres eneste Nøgle til den talende Verden. De udstødte deres akcentløse Lyde. Og alle pegede de paa ham. Hostede og pegede. Thomas forrest pegede ham ud og forraadte ham. Og den høje Mand gik løs paa Dawen.
"Hvem er De?" Og da Dawen tav, traadte han nærmere for at gribe fat i ham.
Dawen tav, han forsøgte ved et Smil at henvende sig til Thomas: de var dog Kammerater, — og en dyb Undren havde grebet ham over, at Thomas var gaaet fra ham. Men den døvstumme undgik hans Blik.
Den rødskæggede Mand vedblev med sit Spørgsmaal. Hans Ansigt var fortrukkent af Raseri og Frygt. "Hvem er De? Kan De tale?" og hans
