Side:Desertører.djvu/159

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

149

ROBINSONADE

Hemmelighed, han alene af alle, og at han nu maatte videre, bærende paa sin Viden, vis paa sit Maal.

Han kendte godt de brede og lige Gader, hvori han nu vandrede: Citys rivende Trafikaarer. Her havde en Mand af hans Navn forvaltet og disponeret. Ham angik det i ringe Grad. Men det var Vinter nu, og han var paa Vejen hjem. Omnibussernes svære Læs kom slingrende ned over Træbrolægningen. Motorvogne pilede i ret Vinkel om et Hjørne. Nu drønede det over hans Hoved af Tog, der gik over Husene. Hans Legeme kunde finde Vej her paa egen Haand. Han saa' Striberne af Politidistinktioner paa en Arm, der søgte at standse ham. Men han kom i god Behold over en Gade, hvor Færdselen som Projektiler fo'r fra to Retninger mod hinanden. Aa jo, han var kendt i City. Han var paa Vejen hjem.

Han saa' en Arkitrav over en hvælvet Port med et Navn i Glødelamper. Han mærkede en kendt Klang af Fliser under sin Fod, de sædvanlige syv Trappetrin op til Vestibulen.

Klubtjeneren, der var beskæftiget i Vestibulen, saa' ham ikke, men hørte ham gaa ind i Vestibulen og raabte: Hvem dèr?

Dawen lo. "Hvem?" raabte han over Skulderen. "Kender De mig ikke, Johnson? Det er Dawen." Han morede sig over, at man raabte ham an her i hans egen Klub.

Ingen standsede ham derefter. Klubben var paa