152
ROBINSONADE
klædt i Pjalter, i et regnvasket, krøllet Jakkesæt, at han ikke syntes at bære Skjorte, i alt Fald ikke Flip. Venstre Haand syntes at bære en ualmindelig svær, mørkeblaa Handske, og forøvrigt var Mandens Ansigt meget hvidt og Læberne lidt udspilede over Tænderne.
Maxton havde rasende givet sig til at raabe paa Klubtjenerens Navn: "Johnson! Johnson!"
Men Nicholson havde stum betragtet dette benede, haarde Ansigt, der trods det ganske skjulte Blik syntes præget af dyb Visdom. Og i dette Øjeblik gennemgik det en Forandring, faldt sammen som Aske, der bliver kold. Nicholson lagde begge Hænder om de skægbuskede Kinder, bøjede sig nærmere, og en Fornemmelse af at have gjort en frygtelig Erfaring gennemrystede ham.
"Store Gud!" raabte han, "det er Dawen!"
