Paa den smalle Løbebro, der forbandt Gondolen med Motorhuset stod Tela støttende sig til det spinkle Alluminiumsgitter. Den tynde Metalrist gav sig med en besynderlig modstandsløs Elasticitet under hans Fødder. Han dristede sig endnu næppe til at se nedad efter Staden, der nu 100 Meter dybt sejlede ind under denne Evighedsplanke. Det mægtige fiskedannede Luftskib, der ubevægeligt stod over hans løftede Ansigt, var ham endnu nødvendigt som optisk Udgangspunkt og Støtte.
Trods Motorvingernes blæsende Hvirvler opnaaede han saaledes den uomstødelige Fornemmelse af at staa stille. I Forhold til noget Opad bevægede han ikke sit Basis. Siden Luftskibets Start havde han gradvis, uden at sænke sit Blik, i Tanken søgt at forestille sig den synkende og bortvandrende Verden dernede, for at vænne sig til senere uden Svimmelhed at kunne betragte den fra sin Plads med dette Hundreder af Meter dybe Fald lagt imellem.
Grev v. Plessen kom entrende fra Alluminiumsstellet oppe under de fire Stabiliserings-Flader, der
