Side:Desertører.djvu/169

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

159

FLYVEPERSPEKTIV

lukkede Motorhus, hvor Maskinistens Ansigt, i Læderhætte, strengt og lufthærdet som en Chauffeurs, havde vist sig.

I Gondolen midt inde i Bærestellets spinkle og blanke Alluminiumsstruktur sad Aëronautafdelingens Chef og den anden indbudte Korrespondent, parat ved det elektriske Rat. De to smaa Skovlvinger hjulede paa begge Sider af Gondolen, og den store Viftehale lagde sig paa Skraa. Jord-Planet dèr dybt nede syntes at dreje sig om en Akse. Ballonens Næb pegede direkte Syd.

Tela saa nu dybt dernede Staden, denne gennemaarede Stenmasse, disse Enklaver og Øer af rektangulær Form, de udstraalende Diagonaler af Gader og Boulevarder, der foreløbig var de korteste Veje i Staden. Der laa Staden tegnet som en elementær plangeometrisk Opgave: trægt konstruerede Linjer, der var bundne af Tyngdeloven til Planet. Myrene, der vrimle nede i de blege Jordfurer, nøjedes hidtil med det rumlige i Bredden. Se! Nu strømmede de frem, der hvor Gaden udløb til den aabne Plads, vistnok Belle Alliances Rotonde, en prikket Masse, der spredtes som Pulver fra en Blæser — Hatte og Skuldre af Mennesker, der havde gaaet mellem snævre Gademure og pludselig saa Rummet aabent i Bredden — Torvet! Pladsen! — og aandede op!

Nede over Moabit tindrede Solen gyldent i en Kuppels Ribben. Man rejste altsaa Kupler over en