Side:Desertører.djvu/20

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

10

SMITSONS MÆRKELIGE FORVANDLING

ske Fagskrifter. Et meget typisk Fænomen for Nervepatienter af Deres Gruppe."

Men Smitson vinkede afværgende med venstre Haand. Monoklen sprang ved et gaadefuldt Trick op i et parat snappende Øje. Han vedblev:

"Oh nej, Hr. Doktor. Medicinen ligger ganske uden for mit Speciale; men Deres Afhandling kom mig helt tilfældigt i Hænde for to Aar siden en Formiddag, da jeg antichambrerede hos min Tandlæge. Som jeg ventede af Dem, bragte De straks idag ved Deres Entré overfor mig den suggestive Maade til Anvendelse, som De anbefaler i Kapitel 4, andet Afsnit, Side 113—120: kraftig og energisk Tiltale af Patienten, Haandspaalæggelse, magnetiserende Blikke og især Exemplet af Lægens egen sunde og robuste Personlighed, formelig — si veniat verbo — holdt ud i strakt Arm. Og jeg vil indrømme, at Deres imponerende og vel gymnasticerede Type virker baade tillidsindgydende og opmuntrende. Jeg vil uden Tvivl drage stor Nytte af at lade mig suggerere af Deres udmærkede Fysis. Vi paa vor Side skal søge at gøre Dem Opholdet som vor Gæst saa behageligt, det er os muligt."

Doktor Hengst havde rejst sig, formørket under de svære Øjenbryn, stillede lydeligt Stolen foran sig og slog sin Haandkant i Bordpladen. Han raabte:

"Maaske Hr. Smitson vilde tillade mig et Par Spørgsmaal om Deres Levemaade."

"Kære Doktor Hengst," sagde Smitson beroli-