75
BLIND PASSAGER
Denne blev staaende med Huen i Haanden. Det vage, frygtsomme Smil blev anstrængt, han rømmede sig, skrabede bagud med Foden og begyndte at bukke i Retning af den uforstyrrelige Første-Styrmand.
Den blinde Passager var en ung Knøs, slank af Væxt og genert af Lader. Øjnene lysnede nu og da af Liv og Godhed, mest var de ydmyge, ransagende, spejdende efter Sympathi. Han var slet klædt, men hans Klæder var af mange Farver: et højrødt, blomsterbroderet Bælte holdt Lærredsbuxerne oppe om den blaastribede Skjorte. I Jakkens Opslag luede en Nellike. Og Haaret var vandkæmmet under Huen, slikket i en Tunge ned over Panden. Han var utvivlsomt opdraget blandt Havnegydernes Piger, var hvid og blød i Huden, Hænder og Ansigt tydede ikke paa Arbejdsvanthed. Hans Ansigt skinnede af Godmodighed og af frygtsom Uskyld.
Saaledes stod han og var ganske ensom midt i det meget Solskin, der gød sig ned over ham og Skibets Dæk, som nu glødede rødgyldent, og over Havet.
Havet blev saa lysende blaat i Solen, saa intenst et Blaa, og hen over Smaabølgerne dansede Solblink, en lang Stribe bagud, der sejlede frem med Skibets Fart.
Og den blinde Passager blev staaende upaaagtet midt i denne Sol. Han lod sine Skuldre bage af
