77
BLIND PASSAGER
Søfolk; men aldrig havde han sat sin Fod paa et Skibsdæk.
Og nu stod han og undrede sig meget naivt over, at han ikke her fandt Venner. Han havde plejet at slentre rundt fra Bord til Bord i sine Stamkipper og havde givet sine staaende Glansnumre for dem, der saa' ud til at behøve hans Munterhed. Han havde sunget sine Viser, fortalt og gjort Behændighedskunster, havde nu og da spillet Kort og havde givet tostemmige Fløjtesoloer. Han blev skattet for sine Talenter, havde haft sit Øgenavn blandt Kammerater, et prinseligt Kælenavn blandt Pigerne. Og han glædede sig, naar hans Lune og hans Foredrag fik de bistre vejrbidte Ansigter til at briste i dette store og brede Grin, der for ham gjaldt for Lykkens Afspejling.
Mismodig satte han sig paa en omvendt Spulepøs. Men strax kom Donkeymanden farende og rev i Pøsen, som om ingen sad dèr. Og en lang smækker Talje kom flyvende hen over hans Ben. Han faldt, og der var ingen, der rakte ham Haanden, da han søgte Fodfæste paa det sagte rullende Dæk.
Han følte sig sat udenfor dette lille sluttede Samfund, dette svømmende Miniaturrige, som havde givet sig en Lov, der ikke indbefattede ham.
Og han spekulerede trist paa en Vej ind.
Kokken kom gravitetisk med et dampende Fad, svang det tæt forbi hans Næse og forsvandt i Folkelukafet. Og Folkene kaldte paa hinanden. De kom
