78
BLIND PASSAGER
rapt fra Maskinrum og Dæk. Og han hørte dem stampe ud af deres Køjer.
Ingen bød ham. Han forstod ikke, hvorfor de gjorde alt dette mod ham; hvad havde han gjort dem! Hans svage Gætteevne syslede med de tænkelige Grunde.
Skibshunden kom paa sine tre Ben hen og snusede til hans Støvler. Saa vendte ogsaa den ham Ryggen og luntede hen til sit fyldte Trug.
Oppe paa Broen kom Kaptejnens brede Skikkelse frem. Han saa' skadefro ned paa den overkomplette, og da denne rev Huen af og gjorde ydmygt Skrabud, blev han ved at stirre, men aandsfraværende ud i Luften. Og den anden frøs derved. Han følte sig, som var han gennemsigtig, og som om selve den friske Brise strøg tværs igennem hans Krop.
Saaledes blev det Aften og Nat. Ingen brød sig om ham. Hundevagten gik gnaven paa Dækket, og op fra Folkelukafet kom en hul Snorken, tre fire forskellige Toner, der steg og sank. Han frøs nu for Alvor, og han fandt sig et Leje mellem Tovruller og Presenninger under Hækken.
Der laa han og stirrede op mod de Milliarder Stjærner, der Iskrystaller lig sneede ud paa det uendelige sorte Rum. Alle de Stjærner var ham nye, fremmede; de isnede ham i Møde. Han længtes hjem efter Londons lige saa mange lune Gasblus.
