81
BLIND PASSAGER
de tværs igennem ham ud paa det vide, nøgne Hav.
Han bøjede ydmyg Hovedet. Han manglede Gøglerens sejrrige Kurage, var forlegen og beskeden, og hans Miner var affekterte, ufrie. Men han fortsatte ud af sit omfangsrige Program, han gav endog sit eneste store Operanummer af "Le connetable" som han havde lært af et Sangervrag i Himlen maa vide hvilken Snask.
Og "Sirius'" Besætning hørte til i dyb Betagethed. Musiken lagde sit Baand om dem og førte deres simple Sind mod hinanden, og da han paa ny slog om og foredrag en af sine grovkornet vittige Tale-Sange, med Akkompagnement af Grimacer og Gestus, brast deres udtryksløse Ansigtsflader i det store, brede Grin, som Foredrageren kendte som den menneskelige Livsglædes Jærtegn. Han kom i Aande, i Ekstase, han sprællede som en Abekat, gurglede og nøs, greb endelig en Tovende og hoppede paa Hug med den som fældet Bajonet hen ad Dækket.
Og hans Publikum lo, som om de skulde daane. Men dernæst saa' de sky paa hinanden og tav.
Til ham talte ingen. Han var som den blaa Luft omkring dem. De aandede den ind uden Tale.
Kaptejnen stod paa Broen. Hans Øjne glimtede en Smule i det glatte Stenansigt. Men da han saa' Folkenes Tavshed, nikkede han tilfreds. En Ordre var en Ordre, og den Chef, der annullerede en
