85
BLIND PASSAGER
Besætningen kom tumlende langs de udspændte Stræktove. De var alle i Olietøj og Søstøvler. Kaptejnen selv paa Broen i lodden Hue med Øreklapper.
Og nu som altid gik de den blinde Passager forbi, saa' ikke til ham, talte ikke om ham.
Vandet løb i brede Render ned ad det hældende Dæk. Hvert Minut stod i Luvart en Væg af Vand lodret op og faldt, brækkede over som en Mur, med Drøn som af ramlende Mursten. Og Bølgen drejede sig frem om Stævnen, den satte Næsen og Sprydet dybt i Vand.
Vand føg ned fra oven, som om Himlen stod aaben. Bygen syntes at samle sig i Brændpunkt just, hvor Skibet flød. Regnen smagte salt som Søen. Store Tangtrævler piskede ned med Regnen. Bragene steg, gik over i Raslen, i Knagen. Bagbords Ræling dukkede frem af en Sø, og en Bresche paa 3 Alen gabede nær ved Røstet; de nøgne Jæmstøtter strittede haabløst ud i Regnen. Og Søerne drev deres Hug direkte ind paa Dækkets Planker.
Kaptejnen stod paa Broen og bandede i Skægget. Paa ny kom Skibet paa tværs af Søerne. En Mand entrede frem over Dækket og huggede nogle Vragstumper bort.
Ved Kaptejnens Side stod Styrmanden og skreg gennem Talerøret til Maskinen.
Og de to saa' samtidig, at den blinde Passager
