80
Mattæos-Evangeliet, 16. Kap.
de ikke maatte sige til nogen, at han var Kristus[1]. Fra den Tid begyndte Jesus at vise sine Disciple, at han maatte gaa til Jerusalem og lide meget af de Ældste og Ypperstepræsterne og de Skriftkloge[2] og ihjelslaas, og opstaa paa den tredje Dag[3]. Og Peder tog ham til Side og begyndte at irettesætte ham og sagde: Gud fri dig, Herre; ingenlunde skal dette ske dig! Men han vendte sig og sagde til Peder: vig bag mig, Satan! du er mig en Forargelse[4]; thi
- ↑ At Jesus var Kristus (den forjættede Messias), skulde ikke forkyndes, førend han gjennem sin Lidelse havde tiltraadt sin Herremagt (Ap. Gj. 2, 36) saaledes, at det var klart, at han ikke var eller vilde være en jordisk Verdensherre, og navnlig ikke førend hans Diciple fuldt havde fattet, at hans Rige ikke var af denne Verden. Dette lærte de først til fulde gennem hans Lidelse, Død og Opstandelse; men Jesus begynder allerede nu at lære dem det, ved at vise dem, baade at han selv maatte lide, for at vinde sit Rige (V. 21), og at de maatte følge ham under Korset, for at dele hans Herlighed (V. 25 ff.).
- ↑ d. e. Jødernes højeste Raad; se 21, 23 Anm.
- ↑ Fra den Tid, da det ved Peders Bekjendelse havde vist sig, at Apostlene vare modnede til Erkjendelse af, at Jesus var Guds Søn, begyndte han at vise dem, ad hvilken Vej han maatte (ifølge Guds Frelses-Raadslutning, Lk. 24, 26) gaa for at oprette sit Rige, nemlig gjennem Døden og Opstandelsen. Thi kun den, der tror paa Jesus som Guds Søn, vil kunne fatte, at hans Lidelse og Død ikke er et Nederlag, eller blot et Vidnesbyrd om Menneskers Ondskab, men en frivillig Selvopofrelse til Menneskers Frelse. — Dette viste Jesus dem nu, ikke i Antydninger og Billeder som hidtil (9, 15; 12, 39 f.; Joh. 2, 19; 3, 14; 6, 57), men "rent ud" (Mk. 8, 32); og hvad han fra den Tid begyndte, det samme vedblev han fra nu af stadig at vise dem, navnlig saaledes, at hver Gang Jesus i Ord eller Gjerning har aabenbaret sin og sit Riges Herlighed, følger der en fornyet Forudsigelse af hans Lidelse; se 17, 12. 22 f.; 20, 18. 28; 26, 2.
- ↑ d. e. du lægger Stød for min Fod for at faa mig til at falde. Hvad Peder her vilde formaa Jesus til, er i Grunden det samme som Djævelens første Fristelse i Ørken, 4, 3; derfor tiltaler Jesus ham: Satan!
negte og at give Syndsforladelse ("fastholde og forlade Synder", Joh. 20. 22). Denne Magt udøves først og fremmest ved Daaben, ved hvilken Mennesker opbygges som levende Stene paa den ene Klippe Jesus Kristus, ved Troen paa hvem Peder var bleven "Klippemand", eller udelukkes fra Kristus, naar Daaben negtes dem, men dernæst ogsaa ved Udstødelse af Menigheden.
