Side:Det Ny Testament oversat med Anmærkning til Oplysning for kristne Lægfolk Bind I.djvu/105

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

85

Mattæos-Evangeliet, 17. 18. Kap.

Men for at vi ikke skulle forarge dem, saa gaa hen til Søen, kast en Krog ud, og tag den første Fisk, som kommer op, og naar du aabner dens Mund, skal du finde en Stater[1]; tag og giv dem den for mig og dig.

18de Kapitel.

I samme Stund kom Disciplene hen til Jesus og sagde:[2] hvem er da størst i Himmeriget[3]? Og han hidkaldte et lille Barn og stillede det midt iblandt dem og sagde: sandelig siger jeg eder, dersom I ikke vende om og blive som Børn, komme I slet ikke ind i Himmeriget[4]. Hvo som altsaa ydmyger sig selv som dette Barn, han er den største i Himmeriget[5]. Og hvo som modtager et eneste saadant

  1. En Stater er = en Sekel. Fisken havde altsaa slugt denne Mønt.
  2. Kap. 18, 1-20: Formaninger om de Kristnes indbyrdes Forhold; smlg. Mk. 9, 33-50; Lk. 9, 46-50. — Det er som et "Menighedsmøde", Jesus her holder med de tolv; det er lutter Menighedsforhold, han taler om i dette Kap. Og med dette Møde afsluttes hans Gjerning i Galilæa.
  3. Af Mk. se vi, at dette Spørgsmaal kun var indirekte, idet Disciplene paa Vejen havde været i Ordstrid med hverandre om, hvem der var størst, og Jesus, da de kom i Hus, spurgte dem om deres Tvist (Mt. har her, ligesom 8, 5; 9, 18, afkortet Fortællingen om Biomstændighederne, men Spørgsmaalet: hvem er da størst? hentyder vist til denne Strid). I den Anledning formaner Jesus dem da til indbyrdes Ydmyghed (V. 2-4), til at vogte sig for at forarge og foragte nogen, som tror paa ham (V. 5-14), og til Forligelighed (V. 15-20).
  4. Uden saadan Omvendelse kunne I spare eder alle Spørgsmaal om, hvem af eder der er størst; thi da staa I helt udenfor Himmeriget. (Derfor er at mærke, at Jesus i dette Kap. stadig [undtagen i V. 14?] siger: "min Fader i Himlene", ikke: "eders Fader", som han ellers altid plejer i Tiltale til sine Disciple). Thi at være i Himmeriget vil sige, at Gud regerer vort Hjærte, saa at det er vort Hjærtes Vilje og Bøn, at hans Vilje maa ske i os, som i Himlen. Men dette sker ikke med os, med mindre vi blive som Børn og slippe alle selviske og selvtilfredse Tanker om egen Storhed.
  5. Thi han sætter ikke Hensynet til sit eget Jeg øverst, og derfor er han skikket til den barnlige, tillidsfulde Tro, ved hvilken Kristus kan bo i hans Hjærte. Al Storhed i Himmeriget afhænger af, i hvilket Maal Han er bleven Herren i os.