Side:Det Ny Testament oversat med Anmærkning til Oplysning for kristne Lægfolk Bind I.djvu/112

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

92

Mattæos-Evangeliet, 19. Kap.

Da blev der baaret smaa Børn til ham,[1] for at han skulde lægge Hænderne paa dem og bede; men Disciplene skjændte paa dem. Men Jesus sagde: tillader de smaa Børn, og hindrer dem ikke i at komme til mig; thi for saadanne er Himmeriget. Og da han havde lagt Hænderne paa dem, drog han derfra.

Og se, der kom en til ham og sagde:[2] Lærer, hvad godt skal jeg gjøre, for at jeg kan faa et evigt Liv? Men han sagde til ham: hvi spørger du mig om det gode? én er den gode; men vil du indgaa til Livet, da hold Buddene[3]. Han siger til ham: hvilke? Men Jesus sagde: det, du maa ikke myrde; du maa ikke bedrive Hor; du maa ikke stjæle; du maa ikke vidne falsk; ær din Fader og din Moder; og: du skal elske din Næste som dig selv[4]. Den unge Mand siger til ham: alt dette har jeg overholdt; hvad fattes mig endnu[5]?

  1. V. 13-15: Jesus velsigner de smaa Børn; smlg. Mk. 10, 13-16; Lk. 18, 16-17. (Se Anm. til Mk.).
  2. V. 16-30: Den rige unge Mand; smlg. Mk. 10, 17-31; Lk. 18, 18-30. Den foregaaende Fortælling om Børnene viste, hvor let Adgangen til Himmeriget er for det barnlige Hjærte; denne Fortælling viser Modstykket: hvor trang Døren er (7, 13) for dem, der ere komne bort fra det ret barnlige Sind; thi kun den, der slipper alt sit eget, kan komme derind.
  3. Den unge Mand har aabenbart tænkt, at "det gode" kun var en Række af udvortes Gjerninger, og i Følelsen af, at han ikke havde faaet evigt Liv ved hvad han hidtil havde gjort, kom han nu til Jesus for at faa Anvisning paa noget nyt, hvorved han kunde én Gang for alle sikre sig Livet. For nu at føre ham til Sandheds Erkjendelse, svarer Jesus ham først: dit Spørgsmaal om det gode er overflødigt, thi Gud er den eneste i Sandhed gode, og hans Vilje, som du kjender af hans Bud, er altsaa det gode; jfr. Lk. 10, 28. — I mange Hskr. læses, ligesom hos Mk. og Lk., i V. 16: gode Lærer, og i V. 17: hvi kalder du mig god? ingen er god uden én, nemlig Gud. Meningen bliver i Virkeligheden den samme: den unge Mand ansaa ham kun for en menneskelig Lærer, men Jesus viser ham bort fra Menneskers Lærdomme om det gode og hen til Guds "hellige, retfærdige og gode Bud", Rom. 7, 12.
  4. 2 Mos. 20, 12-16; 3 Mos. 19, 18. Det gode, som kræves af Mennesket, er ikke noget særegent og hidtil usét, men det er, hvad der for enhver ligger lige for i det daglige Liv (jfr. Lk. 3, 11-14).
  5. Dette Svar er paa én Gang et Vidnesbyrd om, at han kun havde