96
Mattæos-Evangeliet, 20. Kap.
Og medens Jesus drog op til Jerusalem,[1] tog han paa Vejen de tolv Disciple til Side og sagde til dem: se, vi drage op til Jerusalem, og Menneskesønnen skal overgives til Ypperstepræsterne og de Skriftkloge, og de skulle domfælde ham til Døden og overgive ham til Hedningerne til at spottes og hudstryges og korsfæstes[2]; og paa den tredje Dag skal han staa op.
- ↑ V. 17-19: Jesus forudsiger atter sin Lidelse og Opstandelse; smlg. Mk. 10, 32-34; Lk. 18, 31-54. — (Jfr. 16, 21; 17, 22 f.).
- ↑ Her forudsiger Jesus for første Gang udtrykkelig sin Korsfæstelse
med dens 12 Timer er derefter dels den enkelte Kristnes Levetid, dels hele "denne Tidsold" fra Kristi første Komme til hans Gjenkomst (Aftenen). De første Arbejdere, som bleve lejede fra den tidlige Morgenstund, og med hvem Husbonden blev enig om en bestemt Dagløn, er den israelitiske Kristenmenighed, som af Forjættelsen forud vidste, hvad de havde i Vente; alle de øvrige ere Hedningerne, som gik ind paa Naade og Unaade. Lønnen, som er lige for alle Arbejderne, betegner sikkerlig, hvad Jesus siger i 19, 29, at enhver skal "faa hundredfold" igjen, hvad han har opgivet for at gaa ind i Kristi Rige (ved at forlade Torvet), altsaa Delagtigheden i Menigheden og dens Samfundsliv; men de selvgode og misundelige gaa glip af den Løn, som sætter Kronen paa det hele, idet de ikke "arve det evige Liv" i Kristi Herligheds Rige (19, 28. 29), hvilket kun den kan faa, hvis Selvgodhed og Selvretfærdighed er overvunden, saa han modtager alt som Naade af Gud. Men dette blev netop de Jødekristnes Ulykke, at de ikke vilde finde sig i, at Hedningerne bleve "gjorte lige med dem"; de mente at have Krav paa en Særstilling, en Hædersplads i Kristi Rige, fordi Gud af sin frie Naade havde udvalgt dem til sit Ejendomsfolk. Derfor "flyttede Herren sin Lysestage fra dem" (Aab. 2, 5), og de maatte "gaa" og "blive af de sidste", vel ikke saaledes, at de gik evig fortabt, men saaledes, at de forspildte deres Plads blandt de udvalgte (V. 16), som Kristus vil "hjemsamle og medtage" (24, 31. 40 f.) ved sin Gjenkomst. (Maaske der ogsaa sigtes til, at Israel som Folk først da skal komme ind i Kristi Rige, naar Hedningernes Fylde er gaaet derind, Rom. 11). — Lignelsen taler egentlig kun om Selvretfærdigheden i den Skikkelse der laa de Kristne af Israel nærmest, som Misundelse paa de Hedningekristne (derfor er det betegnende, at kun Mt. meddeler denne Lignelse); men det følger af sig selv, at enhver Art af Selvretfærdighed er ligesaa farlig. Enhver, som mener, at han ved at forlade noget for Kristi Skyld eller ved sin Gjerning i Menigheden vinder en Fortjeneste fremfor de andre, falder under den Dom: "tag dit og gaa" (se Lk. 18, 9).
