Side:Det Ny Testament oversat med Anmærkning til Oplysning for kristne Lægfolk Bind I.djvu/125

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

105

Mattæos-Evangeliet. 21. 22. Kap.

Skrifterne: "Den Sten, som Bygningsmændene vragede, den er bleven til Hovedhjørnesten; fra Herren er dette sket, og det er underfuldt i vore Øjne"[1]. Derfor siger jeg eder, at Guds Rige skal tages fra eder og gives til et Folk, som bærer dets Frugter. Og hvo som falder paa denne Sten, skal sønderslaas, men hvem den falder paa, ham skal den knuse[2]. Og da Ypperstepræsterne og Farisæerne hørte hans Lignelser, skjønnede de, at det var om dem, han talede. Og de søgte at gribe ham, men frygtede for Hoben, efterdi den holdt ham for en Profet[3].

22de Kapitel.

Og Jesus tog til Orde og sagde atter til dem i Lignelser saalunde:[4] Himmeriget er at ligne ved et Menneske, en Konge. som gjorde Bryllup for sin Søn[5]. Og han udsendte sine

  1. Slm. 118, 22 ff. At I bortstøde "Sønnen", kan ikke skade ham, ej heller hindre Guds Riges Komme; tvært imod skal derved det vidunderlige opfyldes, som der varsles om i Paaskelovsangen, at han netop ved at blive vraget, ved at lide og dø, skal blive Hovedhjørnestenen for Guds Hus (jfr. Ap. Gj. 4, 11). Men for eder vil Forkastelsen af ham blive til Dom (V. 43 f.).
  2. De, som falde paa Stenen, ere de, som tage Forargelse af Kristi ringe Skikkelse (jfr. Es. 8, 14. 15); de, paa hvem den falder (Dan. 2, 44). ere de, som sætte sig til Modstand imod ham.
  3. De søgte Lejlighed til at faa ham i deres Vold; men Frygt for Hoben, som beundrede ham, afholdt dem fra at gaa aabenlyst til Værks. Deres første Forsøg paa at fange ham med Svig læses 22, 15 ff.
  4. Kap. 22, 1-14: Kongesønnens Bryllup. — I denne Lignelse foreholder Jesus dem endnu engang den Dom, de vilde drage over sig ved deres Gjenstridighed mod Guds sidste Naadesbud, ved Apostlene. Ved en tidligere Lejlighed talte Jesus en meget lignende Lignelse (om "den store Nadver", Lk. 14, 16 ff.), dog med flere Forskjelligheder, der have deres Grund i den forskjellige Anledning; blandt dem kunde mærkes, at medens der hos Lk. kun tales om én Tjener, der udgaar med Indbydelsen (ɔ: det ene Naadebud til alle), tales her, V. 3-4, om de mange Tjenere, ɔ: Apostlene og de apostoliske Mænd.
  5. Sønnen er Menighedens Brudgom (9, 15). I den foregaaende Lig-