Side:Det Ny Testament oversat med Anmærkning til Oplysning for kristne Lægfolk Bind I.djvu/127

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

107

Mattæos-Evangeliet, 22. Kap.

siger til ham: Fælle, hvorledes er du kommen her ind uden at have Bryllupsklædning paa? Men han tav[1]. Da sagde Kongen til Svendene[2]: binder Hænder og Fødder paa ham, og kaster ham ud i Mørket udenfor[3]; der skal være Graad og Tænders Gnidsel. Thi mange ere kaldede, men faa udvalgte[4].

Da gik Farisæerne hen og holdt Samraad om,[5] hvorledes de kunde hilde ham i Tale. Og de afsende deres Disciple tilligemed Herodianerne[6] til ham og sige: Lærer, vi vide, at du er sanddru og lærer Guds Vej i Sandhed, og du tager ikke Hensyn til nogen; thi du ser ikke paa Menneskers Person. Sig os derfor, hvad mener du: er det tilladt at give Kejseren Skat eller ej[7]? Men Jesus mærkede deres

    "iført det ny Menneske" (Ef. 4, 24; Kol. 3, 10; jfr. Lk. 15, 22; Aab. 3. 4; 16, 15). Og i det Stykke maa hver enkelt svare for sig selv (derfor tales der ikke om "mange", men kun om et Menneske, som ikke havde Bryllupsklædning paa). Hvorfra Gjæsterne havde faaet denne Klædning. derom siges der intet i Lignelsen; men det ligger nær at tænke, at Kongen, som Skik var, havde givet dem den, især da de bleve førte ind fra Veje og Stræder.

  1. Han havde intet at sige til sin Undskyldning.
  2. De, som gik for Borde, Englene.
  3. Jfr. 8, 12.
  4. Jfr. 20, 16.
  5. V. 15-22: Farisæernes Spørgsmaal om Skat til Kejseren; smlg. Mk. 12, 13-17; Lk. 20, 20-26.
  6. Herodianerne vare et politisk Parti blandt Jøderne, som holdt med den Herodiske Kongeslægt og derfor ogsaa med Romerne, der havde indsat og opretholdt den i Herredømmet. Farisæerne derimod vare afsagte Fjender af Romerne, og det var saaledes kun fælles Had til Jesus, der her bragte disse to Partier til at gaa sammen, ligesom tidligere, Mk. 3, 6.
  7. Dette snedige Spørgsmaal er sikkerlig gjort til Jesus, netop fordi han nu havde ladet sig hylde som Messias (Davids Søn), altsaa som Israels rette Konge; netop han maatte da altsaa kunne afgjøre, om Guds Folk havde Lov til at skatte til den hedenske Kejser. Svarede han Nej herpaa, kunde Herodianerne melde ham som Oprører for Landshøvdingen, der da vel skulde vide at gjøre ham uskadelig (se Lk. 20, 20); svarede han Ja, vilde Farisæerne lægge ham for Had hos Mængden og vende dens Beundring til Harme.