Side:Det Ny Testament oversat med Anmærkning til Oplysning for kristne Lægfolk Bind I.djvu/130

Denne side er blevet korrekturlæst

110

Mattæos-Evangeliet, 22. Kap.

Bud. Og der er et andet, som er dette ligt^[1]: "Du skal elske din Næste som dig selv". Af disse to Bud hænger hele Loven og Profeterne^[2]. Men medens Farisæerne vare samlede, spurgte Jesus dem og sagde: hvad mene I om Kristus? hvis Søn er han^[3]? De sige til ham: Davids. Han siger til dem: hvorledes kan David da i Aanden kalde ham Herre, idet han siger^[4]: "Herren sagde til min Herre: sæt dig ved min højre Side, indtil jeg faar lagt dine Fjender under dine Fødder". Naar altsaa David kalder ham Herre, hvorledes kan han da være hans Søn^[5]? Og ingen kunde svare ham et Ord, ej heller vovede nogen ydermere fra den Dag at gjøre ham Spørgsmaal.

↑ Det staar lige med det første, fordi det er det samme, kun sét fra en anden Side; Kjærligheden til Gud opfyldes i Kjærligheden til Næsten (jfr. 1 Joh. 4, 20. 21).
↑ Disse to Bud ere som Kjærnen og Sjælen, baade i hvad Loven kræver, og i, hvad der ved Profeterne forjættes; mangler Kjærligheden, er al Lovopfyldelse uden Værd; men at frelses fuldkomment er ét med at naa til den fuldkomne Kjærlighed.
↑ d. e. I, som nu ville bestride, at jeg er Kristus, hvad er da eders Mening om ham?
↑ Slm. 110, 1. I Aanden, ɔ: baaren af den Hellig-Aand (Lk. 2, 27).
↑ Farisæerne mente, at Messias's Højhed kun skulde være en jordisk Kongemagt, ligesom Davids, om end langt større og mægtigere. Jesus spørger dem nu, hvorledes den overmenneskelige, ja guddommelige Herlighed, som David selv baaren af Aanden tillægger ham, naar han kalder Messias sin Herre, der er ligesaa højt ophøjet over ham, som Guds Trone er ophøjet over hans, — hvorledes den kan forenes med, at Messias dog skal nedstamme fra David og altsaa være et Menneske som han. Og idet Farisæerne ikke kunne svare et Ord derpaa, lader han dem dermed forstaa, at de ere ude af Stand til at tale med om, hvorvidt han er Messias eller ikke; men tillige viser han dem, at den Davids Søn, som "Profeterne" (V. 40) varslede om, skulde være Guds Søn tillige (hvilket han siden godtgjorde for os ved sin Ophøjelse, Rom. 1, 4). Og heraf følger atter, at hans Krav paa Guds Folks Tro og Kjærlighed ikke stod i Strid med Loven; tvært imod vilde han som Profeternes Opfylder ogsaa opfylde Lovens Krav i sin Menighed, idet han vil føre den til den fuldkomne Kjærlighed ved Troen paa ham og paa Guds Kjærlighed i ham.

[1] Det staar lige med det første, fordi det er det samme, kun sét fra en anden Side; Kjærligheden til Gud opfyldes i Kjærligheden til Næsten (jfr. 1 Joh. 4, 20. 21).

[2] Disse to Bud ere som Kjærnen og Sjælen, baade i hvad Loven kræver, og i, hvad der ved Profeterne forjættes; mangler Kjærligheden, er al Lovopfyldelse uden Værd; men at frelses fuldkomment er ét med at naa til den fuldkomne Kjærlighed.

[3] . e. I, som nu ville bestride, at jeg er Kristus, hvad er da eders Mening om ham?

[4] Slm. 110, 1. I Aanden, ɔ: baaren af den Hellig-Aand (Lk. 2, 27).

[5] Farisæerne mente, at Messias's Højhed kun skulde være en jordisk Kongemagt, ligesom Davids, om end langt større og mægtigere. Jesus spørger dem nu, hvorledes den overmenneskelige, ja guddommelige Herlighed, som David selv baaren af Aanden tillægger ham, naar han kalder Messias sin Herre, der er ligesaa højt ophøjet over ham, som Guds Trone er ophøjet over hans, — hvorledes den kan forenes med, at Messias dog skal nedstamme fra David og altsaa være et Menneske som han. Og idet Farisæerne ikke kunne svare et Ord derpaa, lader han dem dermed forstaa, at de ere ude af Stand til at tale med om, hvorvidt han er Messias eller ikke; men tillige viser han dem, at den Davids Søn, som "Profeterne" (V. 40) varslede om, skulde være Guds Søn tillige (hvilket han siden godtgjorde for os ved sin Ophøjelse, Rom. 1, 4). Og heraf følger atter, at hans Krav paa Guds Folks Tro og Kjærlighed ikke stod i Strid med Loven; tvært imod vilde han som Profeternes Opfylder ogsaa opfylde Lovens Krav i sin Menighed, idet han vil føre den til den fuldkomne Kjærlighed ved Troen paa ham og paa Guds Kjærlighed i ham.

[1]

[2]

[3]

[4]

[5]