129
Mattæos-Evangeliet, 26. Kap.
Paasken; saa bliver Menneskesønnen overgivet til at korsfæstes.[1] Da forsamledes Ypperstepræsterne og Folkets Ældste i Ypperstepræstens Gaard;[2] han hed Kajfas; og de raadsloge om at gribe Jesus med List og ihjelslaa ham. Men de sagde: ikke paa Højtiden, for at der ikke skal blive Ustyr i Folket[3].
Men da Jesus var kommen til Betania,[4] i Simon den spe-
- ↑
V. Jesu Lidelse, Død og Opstandelse.
(26—28. Kap.)
Dette Afsnit begynder med, at Jesus forudsiger sin forsmædelige Død paa Korset, og ender med, at han, iført al Magt i Himlen og paa Jorden, befaler sine Disciple at gaa ud og kristne alle Folkefærd. Og Fortællingen viser, hvorledes Jesus frivillig og med fuld Bevidsthed om sin Gjerning og dens Betydning hengav sig selv til Lidelsen og Døden og til at vandre denne ligesaa tunge som vidunderlige Gang fra Korset til Kronen.
Kap. 26, 1-16: Forberedelserne til Jesu Lidelse.
V. 1-2: Jesus forudsiger sin Korsfæstelse.
- ↑ V. 3-5: Raadet beslutter Jesu Død; smlg. Mk. 14, 1. 2; Lk. 22, 1. 2.
- ↑ Medens Jesus selv havde forudsagt (V. 2), at han skulde lide Korsets Død ved Højtidens Begyndelse, og saaledes hengav sig selv til at være det sande Paaskelam, saa vilde Raadet udsætte hans Paagribelse til efter Højtiden, naar Mængden af de tilrejsende var rejst hjem, for at der ikke skulde blive Ustyr (Tumult) i Folket. Dermed menes ikke "Hoben" (Pøbelen), men de mange Fest-besøgende; saa at sige hele Israels Folk samledes nemlig i Jerusalem til Paasken. Men Judas's Forræderi (V. 14 f.) gav Anledning til, at det gik, som Jesus havde forudsagt. Deri have vi et af de mange Vidnesbyrd om, at "ingen tog hans Liv fra ham, men han satte det til af sig selv" (Joh. 10, 18), og det viser, at Jesus i fri Lydighed under Guds Frelses Raad føjede Tiden og Maaden for sin Lidelse.
- ↑ V. 6-13: Jesus salves i Betania; smlg. Mk. 14, 3-9; Joh. 12, 1-8. — Af Joh. se vi, at dette skete 6 Dage før Paaske (Dagen før Jesu Indtog i Jerusalem). At Mt. og Mk. stille denne Fortælling her, hvoraf det kunde synes, at den havde tildraget sig senere (hvad de dog ikke sige), har sikkerlig sin Grund i, at den gav Anledning til, at Jesus led Døden tidligere, end Raadet havde villet, idet denne Salvning gjorde, at Judas's Beslutning om at forraade Jesus modnedes.
Gjerninger, men fordi de ikke have gjort det gode, ikke tjent Kristus i hans Brødre, men levet sig selv (jfr. V. 24 f.).
