Side:Det Ny Testament oversat med Anmærkning til Oplysning for kristne Lægfolk Bind I.djvu/172

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

152

hvorledes Jesu Kristi hele Liv og Virksomhed var Aabenbarelsen af en helt ny Guddoms-Kraft, med Magt til at overvinde og raade Bod paa al den Ulykke, der fra Djævelen er kommen ind i Verden, og med ny Livskraft til den hensygnende Menneskeslægt. Dette viser han ved Skildringen af Jesu Virksomhed i Galilæa især i hans Undergjerninger og i det overmægtige Indtryk, hans Ord og Gjerninger gjorde paa de talrige Folkeskarer, der stadig flokkedes om ham (1—9 Kap.). Endelig fortælles (10—16 Kap.), hvorledes Jesus fuldbyrdede sit Frelserværk i Jerusalem gjennem sin Lidelse, Død og Opstandelse; og Evangeliet slutter (16, 20) med en kort Antydning af, hvad Læserne af egen Erfaring kjendte, hvorledes den himmelfarne Kristus ved Faderens højre Haand fortsætter den samme Kraft-Bevisning i sin Menighed. — De enkelte Tildragelser i Jesu Liv følge hos Markus ofte i en anden Orden end hos Mattæos, hvilket har sin Forklaring i, hvad Papias melder, at han ikke har villet eller kunnet give dem i nøjagtig Tidsfølge, men har opskrevet dem, efter hvad Peder mundtlig fortalte sine Tilhørere, "som det gjordes behov".