Side:Det Ny Testament oversat med Anmærkning til Oplysning for kristne Lægfolk Bind I.djvu/179

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

159

Markus-Evangeliet, 2. 3. Kap.

han var i Trang og hungrede, han og de som vare med ham, hvorledes han gik ind i Guds Hus, medens Abjatar var Ypperstepræst[1], og spiste Skuebrødene, som det ikke er andre end Præsterne tilladt at spise, og gav ogsaa deraf til dem, som vare med ham? Og han sagde til dem: Hviledagen er bleven til for Menneskets Skyld, og ikke Mennesket for Hviledagens Skyld[2]. Altsaa er Menneskesønnen Herre ogsaa over Hviledagen.

3dje Kapitel.

Og han gik atter ind i en Synagoge,[3] og dèr var en Mand, som havde en vissen Haand. Og de toge vare paa ham, om han vilde helbrede ham paa Hviledagen, for at de kunde anklage ham. Og han siger til Manden, som havde den visne Haand: staa frem her i Midten. Og han siger til dem: er det tilladt paa Hviledagen at gjøre godt eller at gjøre ondt, at frelse en Sjæl eller at slaa ihjel[4]? Men de tav. Og han saa sig om paa dem med Vrede, sorrigfuld over deres Hjærters Forstokkelse[5], og siger til Manden: ræk din Haand

  1. Dette nævnes som Vidnesbyrd om, at Davids Gjerning billigedes af Ypperstepræsten. Denne hed iøvrigt Akimelek (se 1 Sam. 21, 1 ff.); Abjatar var hans Søn, som siden blev Ypperstepræst. Evangelisten har forvekslet disse to Navne.
  2. Hviledagen skal ikke være et Aag og en Plage, men er "given" til Menneskets Vederkvægelse og Gavn (2 Mos. 16, 29; Esek. 20, 12). Men deraf følger (V. 28), at Menneskesønnen, det sande Menneske, som véd, hvad der i Sandhed er Mennesker til Gavn, kan føre Mennesker til den sande, indvortes Brug af Hviledagen.
  3. Kap. 3, 1-6: Jesus helbreder en vissen Haand; smlg. Mt. 12, 9-14; Lk. 6. 6-12. (Se Anm. til Mt.)
  4. d. e. naar man paa Hviledagen har Valget imellem at gjøre et Menneske godt eller, ved at undlade dette, at gjøre ham ondt, hvad skal man saa gjøre? — Istf. frelse en Sjæl kan man ogsaa overs.: frelse et Liv.
  5. Dette er den eneste Gang, der fortælles, at Jesus blev vred (se dog 10, 14; Joh. 11, 33), dog ikke saaledes, at han gjengjældte deres Had med Had, nej han vrededes over deres onde Modstand og Efterstræbelser, men var tillige sorrigfuld over deres Hjærters Forstokkelse (ord-