166
Markus-Evangeliet, 4. 5. Kap.
bryder du dig ikke om, at vi forgaa? Og han vaagnede og truede Vinden og sagde til Søen: ti, vær stille! Og Vinden lagde sig, og det blev aldeles blik stille. Og han sagde til dem: hvi ere I saa rædde? have I endnu ikke Tro? Og de bleve saare forfærdede og sagde til hverandre: hvem er dog han, siden baade Vinden og Søen adlyder ham?
5te Kapitel.
Og de kom over paa hin Side af Søen til Gerasenernes[1][2] Bygd. Og strags, da han var gaaet fra Borde, kom en Mand med en uren Aand ham i Møde ud fra Gravhulerne: han havde sin Bo i Gravhulerne, og end ikke med Lænker kunde nogen længer binde ham, efterdi han ofte havde været bunden med Bøjer og Lænker, og Lænkerne vare sønderslidte af ham, og Bøjerne sprængte, og ingen mægtede at tæmme ham; og stadig, Nat og Dag, var han i Gravhulerne og paa Bjærgene, skrigende og huggende sig selv med Stene. Og da han saa Jesus i Frastand, løb han til og faldt ned for ham og raabte med høj Røst og sagde: hvad har jeg med dig at gjøre, Jesus, du den højeste Guds Søn! Jeg besværger dig ved Gud, pin mig ikke! Han sagde nemlig til ham: far ud af det Menneske, du urene Aand! Og han spurgte ham: hvad er dit Navn? Og han siger til ham: Legion[3] er to mit Navn, thi vi ere mange. Og han bad ham meget, at han ikke maatte sende dem ud af Bygden[4]. Men dèr ved
- ↑ Kap. 5, 1-20: Helbredelse af en besat hos Gerasenerne; smlg. Mt. 8. 28-34; Lk. 8, 26-39. (Se Anm. til Mt.)
- ↑ Indbyggerne i Gerasa, en By paa Østkysten af Søen. Andre læse: Gadarenernes (ligesom Mt.), eller: Gergesenernes.
- ↑ En Legion er en romersk Hær-Afdeling paa 4-6000 Mand. Jesus spurgte den besatte om hans Navn, for at bringe ham til Selvbesindelse, men han svarer halvt i sit eget, halvt i de onde Aanders Navn, af hvilke han føler sig besat, — et rædsomt Vidnesbyrd om hans sønderrevne Sjælstilstand. Erindringen om de tætsluttede romerske Legioner, som vare saa forhadte og frygtede af Jøderne, bringer ham til at betegne de Uaander, der havde voldtaget ham, som en saadan tætsluttet "Legion".
- ↑ til Pinestedet; se Lk. 8, 31.
