Side:Det Ny Testament oversat med Anmærkning til Oplysning for kristne Lægfolk Bind I.djvu/193

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

173

Markus-Evangeliet, 6. Kap.

sætte over til hin Side, til Betsajda[1], medens han selv lod Skaren fare. Og da han havde taget Afsked med dem, gik han op paa et Bjærg for at bede.

Og da det var blevet Aften, var Skibet midt paa Søen,[2] og han alene inde paa Land. Og han saa[3], at de maatte arbejde haardt med at ro, thi Vinden var dem imod, og han kommer da ved den fjerde Nattevagt til dem vandrende paa Søen og vilde til at gaa dem forbi. Men da de saa ham vandre paa Søen, mente de, at det var et Spøgelse, og skrege op. Thi de saa ham alle og bleve forskrækkede. Men han talede strags med dem, og han siger til dem: værer frimodige, det er mig, frygter ikke! Og han steg op i Skibet til dem, og Vinden lagde sig. Og de forbavsedes over al Maade ved sig selv og undrede sig. Thi de havde ikke faaet Forstand af det, som var sket med Brødene, men deres Hjærte var forstokket[4].

Og da de vare farne over,[5] kom de til Land i Genesaret og lagde til der. Og saa snart de vare gaaede fra Borde, kjendte Folk ham og løb om i hele den Egn og begyndte at bære de syge paa Sengene omkring, hvor de hørte, at han var. Og hvor som han gik ind i Landsbyer eller i Byer eller i Gaarde, lagde man de syge paa Torvene og

    vilde gjøre Jesus til Konge. Hans Disciple havde sikkert foretrukket at blive i den begejstrede Skare; for at faa den til at gaa, maatte Jesus derfor først sende sine Disciple bort.

  1. d. e. det Betsajda, som laa paa Vestsiden af Søen (Navnet betyder: Fiskerhus, Fiskerleje, og kunde derfor passe paa flere Byer).
  2. V. 47-52: Jesu Vandring paa Søen; smlg. Mt. 14, 24-33; Joh. 6, 16-21. (Se Anm. til Mt.)
  3. Bespisningen af de 5000 fandt Sted kort før Paaske (Joh. 6, 4), altsaa kort før Fuldmaane, saa at man uden Vanskelighed fra Land har kunnet se midt ud paa Søen, skjønt det var Nat.
  4. Forstokket, ordret: haardhudet (jfr. 8, 17; 3,5). Saaledes vilde Disciplenes Hjærtelag næppe være blevet betegnet af andre end en Apostel (Peder), som fra sit senere Stade saa tilbage paa, hvor underlig utilgængelige deres Hjærter den Gang vare for Erkjendelsen af Jesu Guddommelighed.
  5. V. 53-56: Jesu Undergjerninger i Genesaret; smlg. Mt. 14, 34-36. (Se Anm. dertil.)