177
Markus-Evangeliet, 7. 8. Kap.
nogen men jo mere han paalagde dem det, des mere udraabte de det. Og de vare over al Maade forbavsede og sagde: han har gjort alle Ting vel; ogsaa de døve gjør han hørende, og de maalløse talende.
8de Kapitel.
I de Dage,[1] da der atter[2] var en stor Skare, og de ikke havde noget at spise, hidkaldte han sine Disciple og siger til dem: jeg ynkes inderlig over Skaren, thi de have nu dvælet hos mig tre Dage, og de have intet at spise; og dersom jeg lader dem fare fastende til deres Hjem, ville de vansmægte paa Vejen, og nogle af dem ere komne langvejs fra. Og hans Disciple svarede ham: hvorledes skal nogen kunne mætte disse med Brød her i en Ørk? Og han spurgte dem: hvor mange Brød have I? Men de sagde: syv. Og han byder Skaren sætte sig ned paa Jorden, og han tog de syv Brød, takkede og brød dem og gav dem til sine Disciple, at de skulde lægge dem for; og de lagde dem for Skaren. Og de havde nogle faa Smaafoske, og efter at have velsignet dem[3] sagde han, at de skulde lægge ogsaa dem for. Og de spiste og bleve mætte, og de opsamlede syv Kurve Levninger af Stykkerne. Men de, som havde spist, vare omtrent fire Tusende. Og han lod dem fare. Og strags gik han om Bord med sine Disciple og kom til Dalmanutas Egne[4].
Og Farisæerne kom frem og begyndte at tvistes med ham og æskede af ham et Tegn fra Himlen, for at friste ham.[5] Og han sukker dybt i sin Aand[6] og siger: hvi æsker denne Slægt et Tegn? Sandelig siger jeg eder, der skal ikke gives
- ↑ Kap. 8, 1-10: Jesus bespiser fire Tusende; smlg. Mt. 15, 32-39.
- ↑ Dette atter viser tilbage til Bespisningen af de 5000; se 6, 30 ff.
- ↑ Velsignet, ved sin Takkebøn; se Lk. 9, 16 Anm.
- ↑ Et Sted paa Vestsiden af Søen.
- ↑ V. 11-13: Farisæerne æske et Tegn fra Himlen; smlg. Mt. 16, 1-4. (Se Anm. dertil.)
- ↑ Han sukker, af Sorg over deres Modstand, jfr. 3, 5 (7, 34).
