Side:Det Ny Testament oversat med Anmærkning til Oplysning for kristne Lægfolk Bind I.djvu/201

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

181

Markus-Evangeliet, 9. Kap.

meget og agtes for intet[1]? Men jeg siger eder, at baade er Elias kommen, og de have gjort ved ham, hvad de vilde, alt som der er skrevet om ham.

Og da de kom til Disciplene,[2] saa de en stor Skare omkring dem og Skriftkloge i Ordstrid med dem[3]. Og strags blev hele Skaren forfærdet, da den saa ham[4], og de løb til og hilsede ham. Og han spurgte dem: hvad tvistes I med dem om? Og en af Skaren svarede ham: Lærer, jeg har ført min Søn til dig, han har en maalløs Aand[5]. Og hvor som helst den griber ham, slaar den ham ned, og han fraader og skærer Tænder, og han visner hen; og jeg sagde til dine Disciple, om de vilde uddrive den, og de mægtede det ikke. Og han svarer dem[6] og siger: o du vantro Slægt, hvor længe skal jeg være hos eder, hvor længe skal jeg taale eder! Bringer ham til mig! Og de bragte ham til ham. Og strags da han saa ham, sled Aanden i ham, og han faldt om paa Jorden og væltede sig fraadende. Og han spurgte hans Fader: hvor lang Tid er det, siden dette er kommet ham paa? Men han sagde: fra Barn af; og ofte har den kastet ham baade i Ild og i Vand for at tage ham

  1. Skjønt Elias kommer og gjenopretter Alting (Mal. 4, 5f.; jfr. Lk. 1. 17) og saaledes bereder Vejen for Kristus, skal denne dog lide og agtes for intet, efter Spaadommen Es. 53, 3 ff.
  2. V. 14-29: Helbredelse af en besat Dreng; smlg. Mt. 17, 14-21; Lk. 9. 37-43.
  3. Hvilken Modsætning mellem Stilheden, Glansen og Herligheden paa Bjærgets Top, og Tummelen, Striden og Elendigheden ved dets Fod! Det passede sig unegtelig bedre for Jesus selv at være deroppe i det høje; men det var til vor Frelse, han steg ned her i det lave, og her nede, hvor Mennesker trænge til at frelses, her gjorde han sine Frelsesgjerninger, og gjør dem endnu.
  4. Fordi Jesus kom dem helt uventet.
  5. Han er besat af en uren Aand, som har berøvet ham Mælet (og Hørelsen, V. 25).
  6. Altsaa ikke til Faderen alene, men til alle de tilstedeværende. Faderens Ord var kun som et Nødskrig, ikke en troende Bøn; og Jesus saa i hans Hjærte den samme Vantro og Forvendthed, som var hele Slægtens Ulykke, og som nys havde lagt sig for Dagen i de Skriftkloges Tvist med Disciplene.