193
Markus-Evangeliet, 12. Kap.
ham, pryglede ham og sendte ham tomhændet bort. Og atter afsendte han en anden Tjener til dem, og ham sloge de i Hovedet og vanærede. Han afsendte en anden, og ham sloge de ihjel; og mange andre, nogle pryglede de, nogle sloge de ihjel. Endnu havde han en eneste elsket Søn, ham afsendte han til sidst til dem, idet han sagde: de ville agte min Søn. Men samme Vingaardsmænd sagde til hverandre: dette er Arvingen; kommer hid, lader os slaa ham ihjel, saa vil Arven være vores. Og de toge ham og sloge ham ihjel og kastede ham ud udenfor Vingaarden. Hvad vil saa Vingaardens Herre gjøre? Han vil komme og tage Vingaardsmændene af Dage og give Vingaarden til andre[1]. Have I heller ikke læst dette Skriftsted: "Den Sten, som Bygningsmændene vragede, den er bleven til Hovedhjørnesten; fra Herren er dette sket, og det er underfuldt i vore Øjne". Og de søgte at gribe ham, dog frygtede de for Hoben; thi de skjønnede, at det var om dem, han havde sagt den Lignelse. Og de forlode ham og gik bort.
Og de udsende nogle af Farisæerne og Herodianerne til ham,[2] for at de skulde fange ham i Tale. Og de komme og sige til ham: Lærer, vi vide, at du er sanddru og ikke tager Hensyn til nogen; thi du ser ikke paa Menneskers Person, men lærer i Sandhed Guds Vej. Er det tilladt at give Kejseren Skat eller ej? skulle vi give eller ikke give? Men han kjendte deres Øjenskalkhed og sagde til dem: hvi friste I mig? bringer mig en Denar, at jeg kan se den. Og de bragte ham den. Og han siger til dem: hvis Billede og Omskrift er dette? Men de sagde til ham: Kejserens. Og Jesus svarede og sagde til dem: giver Kejseren, hvad Kejserens er, og Gud, hvad Guds er. Og de undredes paa ham.
