Side:Det Ny Testament oversat med Anmærkning til Oplysning for kristne Lægfolk Bind I.djvu/22

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

2

Meddelelse af Skrifter og Skrivelser, som kunde have Betydning for Kristenlivet, var meget almindelig i Menighederne i det 2det Hundredaar; og der kan ikke være nogen som helst Tvivl om, at det samme ogsaa har fundet Sted med Apostlenes Skrifter i det første Aarhundrede, saa at der snart har dannet sig større eller mindre Samlinger af disse, uden at de dog ere komne i Boghandlen; thi skjønt de ældste Kristne ikke gjorde nogen Hemmelighed af deres hellige Skrifter, fastholdt de dog, at disse nærmest kun vare til Brug for de troende. Et Vidnesbyrd om, at Skrifter til én Menighed meddeltes til andre, finde vi allerede i Kol. 4, 16, hvor Pavlus formaner Kolossenserne til at sørge for, at hans Brev til dem oplæses for Menigheden i Laodikea, og at hans Brev til Laodikea oplæses hos dem. Ligeledes er det af 2 Ped. Br. klart, at Peder har kendt Jakobs og flere af Pavlus's Breve; og han synes endog i 2 Ped. 3, 15 at henvise til en Samling af Pavlus's Breve, der var bekjendt for de asiatiske Menigheder, som han skrev til (omtr. Aar 67), hvad enten denne Samling har indeholdt alle, eller kun nogle af de Breve af Pavlus, som vi nu have.

I de Skrifter, der ere bevarede fra den nærmeste Tid efter Apostlene, finde vi ingen Efterretninger om, hvorledes det Ny Test.s Skrifter ere blevne udbredte og samlede, hvilket er en ligefrem Følge af, at vi ingen kristelige historiske Skrifter have fra den Tid, men kun nogle faa Breve og Forsvarsskrifter imod Hedenskabet og Jødedommen. Af disse kunne vi dog se, at de fleste af N. T.s Skrifter henimod Aaret 150 vare almindelig bekjendte i Menigheden og erkjendte som hellige Skrifter. Og ved Aaret 200 have vi fra alle Kirkens Egne (Ægypten og Nordafrika, Syrien og Lilleasien, Italien og Gallien) paalidelige Vidnesbyrd om, at man den Gang allevegne var fuldt enig om at kjende for hellige Skrifter disse tyve: de 4 Evangelier, Ap. Gjern., Pavlus's 13 Breve, 1 Peders og 1 Joh.s Brev; derimod var der nogen Usikkerhed med Hensyn til Joh.s Aabenb. samt om 2 og 3 Joh.s Brev, og endnu mere om Hebræerbrevet, Jakobs, Judas's og 2 Peders Brev. Endnu i mere end et Hundredaar efter den Tid vedblev der at være den samme Usikkerhed om, hvorvidt disse syv Skrifter skulde regnes til de hellige og apostoliske, og først fra Slutningen af det 4de Hundredaar kunne de siges at være almindelig godkjendte. Men at denne God-