212
Læsere derved skulde lære at kjende den historiske Grund, hvorpaa de Frelsens Kjendsgjerninger hvilede, som de vare blevne underviste om, og saaledes komme til en fast grundet Erkjendelse af, at den historiske Person Jesus af Nasaret i Sandhed er den Kristus, som var dem forkyndt, og hvem de troede paa. — Det ligger i Sagens Natur, at de enkelte Stykker i en saadan historisk Fortælling i Almindelighed maa følge paa hinanden i Tidsorden; dog vil man snart se, at den "Sammenhæng", Lukas lægger Vind paa, ikke er Tidsfølgen, thi denne berører han kun hist og her og aldeles i Forbigaaende; men det er Begivenhedernes indre Sammenhæng, der lægges til Grund for Ordningen, idet de enkelte Fortællinger ere sammenstillede saaledes, at det derigjennem skal blive klart for Læseren, hvem Jesus er, og hvorledes det har sig med hans Rige og hans Menigheds Stilling deri, at det er et indvortes og aandeligt Rige, og et Naadens Rige, der staar aabent for alle Syndere, som med et udelt Hjærte modtage denne Naade og leve i den; og paa den anden Side, hvorledes den jødiske (farisæiske) Tanke om Gudsriget kun var Utroskab mod Gud og Verdslighed, som gjorde, at de vragede Jesus Kristus og Guds Naade i ham, men derved ogsaa udelukkede sig selv fra Guds Rige, saa at Evangeliet blev vendt til Hedningerne. Dette paaviser Lukas, idet han først, som i en historisk Indledning (1-2 Kap.), fortæller om Johannes's og Jesu Fødsel og Barndom, hvoraf fremgaar, at Jesus alt fra den første Begyndelse hilsedes som Guds Søn og Davids Søn, Opfylderen af den gamle Pagts Forjættelse og Forventning. Dernæst følger Skildringen af Jesu offentlige Liv, afdelt i otte Afsnit, der ere kjendelige derved, at de begynder hvert med en ny Indledning, men de falde i to Hoveddele: først fra Døberens Fremtræden indtil Jesu Komme til Jerusalem for at lide og dø (3, 1—19, 27), dernæst Jesu Færd i Jerusalem ved den sidste Paaskefest, hvor han fuldbyrdede sit Frelserværk gjennem sin Lidelse, Død og Opstandelse (19, 28—24, 53).
Kirkefædrene stille Lukas-Evangeliet i et lignende Forhold til Pavlus's Forkyndelse, som Markus-Evangeliet til Peders; og Irenæos skriver: "Pavlus's Følgesvend Lukas førte det af ham forkyndte Evangelium til Bogs". Af Lukas's Fortale se vi imidlertid, at Pavlus's Forkyndelse ikke har været hans egentlige Kilde, men at
