6
som Mattæos, Markus osv. har fremstillet det. Der er nemlig i Virkeligheden kun ét Evangelium, men de fire Mænd (Evangelister) have fortalt det hver paa sin Maade. Det har derfor heller ikke været Opgaven for nogen af Evangelisterne at give en udtømmende Beretning om alle Enkeltheder i Jesu Liv; det se vi deraf, at de alle vise hen til Begivenheder, som de ikke nærmere omtale (Mt. 11, 21; 23, 37; Mk. 3, 10 f.; Lk. 4, 23; Joh. 3, 24; 20, 30; 21, 25 o. a.); men de have givet Menigheden fire historiske Billeder af Jesu Liv, hvor hver af dem efter det Lys, den Hellig-Aand havde givet ham over Jesu Kristi Frelserliv, har fremdraget det, som han ansaa for Hovedsagen at fremlægge for sine Læsere.
Mellem de tre første Evangelier er der imidlertid en særegen Overensstemmelse, idet de særlig dvæle ved Jesu Virksomhed i Galilæa og ikke omtale hans Virksomhed i Judæa og Jerusalem førend fra den Tid, da han drog op til den sidste Paaskefest, til at lide og dø (Johannes udfylder deres Fortælling, idet han skildrer, hvad der foregik ved Jesu tidligere Besøg i Jerusalem); derhos er der stor Lighed iselve Indholdet, baade forsaavidt de meddele væsentlig de samme Tildragelser i Jesu Liv, og forsaavidt de fortælle dem med meget lignende eller de selv samme Ord. Denne Overensstemmelse har man fra gammel Tid af villet forklare ved at antage, at den ene Evangelist havde kjendt den eller de andre, som havde skrevet før ham, og saaledes enten forsætlig eller uforsætlig brugt de andres Ord. Dette vilde vel i sig selv ikke være utænkeligt; thi Evangelisterne maatte som enhver anden bruge de Midler, der stod til deres Raadighed, for at faa paalidelig Kundskab om det, de skrev om, og af Luk. 1, 1—3 se vi, at Lukas virkelig har brugt saadanne. Men det bliver dog umuligt at forstaa Sagen paa denne Maade; thi hvorledes man end ordner Evangeliernes Affattelsestid, vil der dog altid i det Evangelium, som antages for ældst, være Stykker, om hvilke man ikke kan forklare, hvorfor de senere ikke have medtaget dem, naar de have medtaget det øvrige; man maatte naturligst antage, at de senere Evangelier da enten vilde have optaget alt, hvad der var fortalt i de ældre, som allerede vare Menighedens Ejendom, med Tilføjelse af nye Træk og Tildragelser, som ansaas for tjenlige for deres Læsere, eller ogsaa vilde have udeladt det altsammen og nøjedes med at
