430
Frelsen, som dog ifølge Guds Raad og Forjættelse først skulde komme til dem, og paa Grund af deres Vantro og Forhærdelse blev den Hedningerne til Del. Det var nemlig et Spørgsmaal, som uafladelig maatte trænge sig frem for Datidens Menighed, baade Jøde- og Hedninge-Kristne, hvorledes det kunde forenes med Guds Trofasthed, at Israel som Folk kom til at staa udenfor Guds Rige, saa Menigheden i det hele blev hedningekristelig. Dette Spørgsmaal behandler Pavlus især i Rom. 9-11 Kap.; og om end hans Discipel Lukas ikke ligefrem har opstillet det som Gjenstand for Besvarelse i sine Skrifter, er det dog øjensynligt, at han stadig har det i Tanker, baade i sit Evangelium (se Lk. 4, 16 Anm.; 13—14 Kap. o. a. St.) Og end mere i Ap. Gj., som helt igjennem er en Paavisning af, hvorledes "de budne" ikke vilde komme, og Frelses-Indbydelsen derfor udgik til og blev modtagen af de aandelig hjemløse Hedninger. Her vises nemlig først, hvorledes Forkyndelsen af Forjættelsens Opfyldelse i den korsfæstede og opstandne Jesus Kristus vel blev modtagen af en Del Israeliter i Jødeland, men disse vare dog kun at regne for en "Levning" (Rom. 11, 5) i Sammenligning med det hele Folk, og snart vakte denne Forkyndelse først den jødiske Øvrigheds (4, 1 ff.; 5, 17 ff.), siden hele Folkets Modstand og Forfølgelse (8, 1); og dette førte saa til, at Evangeliet blev bragt til de halvhedenske Samaritaner og til Hedningerne (8, 4 ff.; 11, 20). Og hvad der saaledes skete i Jødeland, det samme gjentog sig atter blandt Jøderne i Adspredelsen, hvor som helst Pavlus forkyndte dem Evangeliet. Han vendte sig stadig først til Jøderne, men skjønt der ogsaa blandt dem var nogle, som troede, varede det dog ligesaa stadig kun en kort Tid, inden Flertallet satte sig imod Evangeliet, og saa vendte han sig til Hedningerne (se 13, 46; 18, 6; 19, 9; 28, 25-28 o.a.). Og saaledes viste det sig, at Jødernes Vantro bar Skylden for deres Forhærdelse og Forskydelse.
Man har fra den ældste Tid af kaldt denne Bog "Apostlenes Gjerninger" (ɔ: Bedrifter). Dette er dog ingenlunde saaledes at forstaa, at den omhandler alle Apostlene; det er egentlig kun Peder og Pavlus, der fortælles om. Men i disses Virksomhed er der givet Grundtrækkene af hele den apostoliske Virksomhed, idet de staa som de to Hovedapostle, hvem Herren havde overdraget hver sin
