Side:Det Ny Testament oversat med Anmærkning til Oplysning for kristne Lægfolk Bind I.djvu/47

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

27

Mattæos-Evangeliet, 5. Kap.

Helvede. Saa er der sagt[1]: "Hvo som skiller sig ved sin Hustru, skal give hende Skilsmissebrev." Men jeg siger til eder[2], at hver den, som skiller sig ved sin Hustru, undtagen paa Grund af Hor, bringer hende til at bedrive Hor, og hvo som ægter en fraskilt Kvinde, bedriver Hor. I have atter hørt, at der er sagt til de gamle[3]: "Du maa ikke sværge falsk, men du skal holde Herren dine Eder." Men jeg siger til eder, at I aldeles ikke skulle sværge[4], hverken ved Himlen, thi den er Guds Trone, eller ved Jorden, thi den er hans Fødders Skammel, eller ved Jerusalem, thi det er den store Konges Stad. Ej heller maa du sværge ved dit Hoved, thi du kan ikke gjøre ét Haar hvidt eller sort[5]. Men lad eders Tale være Ja, ja, Nej, nej; men hvad der gaar ud over dette, er af det onde[6]. I have hørt, at der er sagt[7]: "Øje for Øje, og Tand for Tand". Men jeg siger til eder, at I ikke skulle sætte eder til Modværge mod en ond[8]; men den, som slaar

  1. 5 Mos. 24, 1.
  2. Loven tillader Skilsmisse, dog saaledes at den skal ske paa lovformelig Maade, ved Skilsmissebrev; men for Kristne skal Ægteskabet være ubrødeligt (som det er efter Guds oprindelige Orden), og de have derfor kun én gyldig Grund til Skilsmisse, nemlig at Ægteskabet er brudt (ved Hor). Se 19, 3-9.
  3. Sammendraget af 3 Mos. 19, 12 og 4 Mos. 30, 3.
  4. Jesus taler hverken her eller nogensteds i Bjærgprædiken om det borgerlige Samfundsliv, men kun om de Kristnes private Forhold, Mand til Mand. Han forbyder altsaa ikke Eden for Øvrigheden (som han selv gik ind paa, Mt. 26, 63), men siger: I skulle omgaas saa sanddru med eders Ord, at den enkle Stadfæstelse og Negtelse er eder nok; jfr. Jak. 5, 12.
  5. Farisæerne brugte i det daglige Liv mangfoldige slige Eder uden at regne dem for stort, naar de kun ikke nævnede Guds Navn (se 23, 16 ff.); men Jesus siger, at de i Virkeligheden alle vare Eder ved Gud.
  6. Ikke: "det er ondt", d. e. Synd, men: af det onde, det udspringer af den Mistillid, Usandfærdighed og Løshed i Tale, som raader blandt Mennesker. Men det kommer an paa, hos hvem "det onde" ligger; da Pavlus ikke paa anden Maade kunde overvinde Korinternes Mistillid, brugte han Ed, 2 Kor. 1, 23.
  7. 2 Mos. 21, 24; 3 Mos. 24, 20; 5 Mos. 19, 21. Det er Gjengjældelsesretten, "lige for lige", som er Grundlaget for al borgerlig Straffelov, men som kun maa udøves af Øvrigheden, ikke som privat Hævn.
  8. d. e. mod den, der vil gjøre eder ondt (for Kristi Skyld). Ligesom