43
Mattæos-Evangeliet, 9. Kap.
sciple[1]: hvorfor spiser eders Lærer med Toldere og Syndere? Men da Jesus hørte det, sagde han: de karske have ikke Læge behov[2], men de, som lide ilde. Men gaar hen og lærer, hvad det vil sige: "Barmhjærtighed vil jeg have, og ikke Offer"[3]. Thi jeg er ikke kommen for at kalde retfærdige. men Syndere[4].
Da komme Johannes's Disciple hen til ham og sige:[5] hvorfor faste vi og Farisæerne saa meget, men dine Disciple faste ikke[6]? Og Jesus sagde til dem: mon vel Brudesvendene kunne sørge, saa længe Brudgommen er hos dem? Men de Dage skulle komme, da Brudgommen bliver borttagen fra dem; da ville de faste[7]. Og ingen sætter en Lap af ustampet Tøj paa et gammelt Klædebon; thi Lappen river mere ud paa Klædebonnet, og der bliver et værre Hul[8]. Heller ikke kommer man ung Vin paa gamle Læderflasker; ellers sprænges Flaskerne, og Vinen spildes, og Flaskerne
- ↑ Farisæerne vare endnu ikke traadte i aaben Kamp imod Jesus; derfor vende de sig til hans Disciple, ikke til ham selv.
- ↑ Hver maa afgjøre med sig selv, om han er saaledes karsk (Farisæerne mente om sig selv, at de vare det).
- ↑ Hos. 6, 6. I, som ville være Lærere for andre, lærer først selv, hvad Guds Vilje er (jfr. Mk. 12, 33).
- ↑ Mange Haandskrifter tilføje: til Omvendelse; men disse Ord fattes hos de fleste ældste Vidner og ere sikkert tilføjede efter Lk.
- ↑ V. 14-17: Om Faste; smlg. Mk. 2, 18-22; Lk. 5, 33-39.
- ↑ Om Fasten, se Anm. til 6, 18. — Hvor langt Jesu Disciple vare fra at faste, fremgik klart deraf, at Mattæos gjorde Gjæstebud strags. da han var bleven udvalgt til at følge Jesus.
- ↑ Jesus betegner (med Hentydning til Døberens sidste Vidnesbyrd, Joh. 3, 29) sig selv som Menighedens Brudgom og sine Disciple som Brudesvendene, hvis Hverv det var at føre Bruden til Brudgommen, at ordne alt ved Brylluppet, og at ledsage Brud og Brudgom til deres Hjem. — Den Tid, da Jesus vandrede paa Jorden, var for hans Disciple som en stadig Bryllupshøjtid, en Glædestid (jfr. Lk. 22, 35); men han skulde borttages fra dem (ved hans Død), da vilde deres Glæde blive til Sorg (Joh. 16, 20). Og saadanne Sorgens Tider, da Herren er ligesom borte, ville møde i enhver Kristens Liv.
- ↑ Kristendommen skal ikke være som en ny Lap paa den gamle Pagts Klædebon; ɔ: Retfærdigheden ved Lovens Gjerninger, og bøde paa dennes Mangler. Det vilde kun gjøre ondt værre.
