Side:Det Ny Testament oversat med Anmærkning til Oplysning for kristne Lægfolk Bind I.djvu/64

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

44

Mattæos-Evangeliet, 9. Kap.

ødelægges[1]. Men man kommer ung Vin paa nye Læderflasker, saa bevares begge Dele.

Idet han talede dette til dem,[2] se, da kom en Forstander[3] ind og faldt ned for ham og sagde: min Datter er lige nu død[4]; men kom og læg din Haand paa hende, saa bliver hun levende. Og Jesus stod op og fulgte ham med sine Disciple. Og se, en Kvinde, som i tolv Aar havde haft Blodflod, kom til bag fra[5] og rørte ved Fligen af hans Kappe. Thi hun sagde ved sig selv: dersom jeg ikkun rører ved hans Kappe, bliver jeg frelst. Men Jesus vendte sig om, og da han saa hende, sagde han: vær frimodig, Datter, din Tro har frelst dig[6]. Og Kvinden blev frelst fra samme Time. Og da Jesus kom ind i Forstanderens Hus og saa Fløjtespillerne og Hoben, som støjede[7], sagde han: gaar af Vejen, thi Pigen er ikke død, men hun sover[8]. Og de udlo ham. Men da Hoben var dreven ud, gik han ind og tog hende fat ved Haanden; og Pigen stod op. Og Rygtet herom kom ud over hele det Land.

  1. Den unge Vin er det nye, evige Liv, som Jesus giver sine. Dette passer ikke for Moselovens gamle Læderflasker (det Levesæt, som den foreskriver), men det vil selv skabe sig nye Livsformer (2 Kor. 5, 17; Hebr. 8, 13).
  2. V. 18-26: Opvækkelse af Jairs Datter og Helbredelse af en blodsottig Kvinde; smlg. Mk. 5, 21-43; Lk. 8, 40-56, hvor begge Tildragelser ere udførligere fortalte.
  3. Mk. og Lk. fortælle, at han var Synagogeforstander og hed Jair.
  4. Ogsaa her sammendrager Mt. Fortællingen (ligesom i 8, 5 ff.), saa at han lader Forstanderen strags sige, at hans Datter er død, medens vi af Mk. og Lk. se, at hun først døde, medens Jesus var paa Vejen til hans Hus. — Lk. fortæller, at Pigen var hans eneste Barn, 12 Aar gammel.
  5. Hun undsaa sig ved at træde aabenlyst frem med sin Sygdom, der ifølge Loven gjorde hende uren.
  6. Hun blev frelst i dobbelt Forstand, baade aandelig og legemlig, dog ikke ved at berøre Jesu Klædebon, men ved den Tro, hvori hun gjorde det.
  7. Efter Jødernes Sørgeskik samledes Naboersker og Slægtninge eller, om fornødent, lejede Grædekvinder, og jamrede højt over den afdøde; ogsaa Fløjtespillere (mindst to) plejede at være med.
  8. For Jesu Guddomsmagt er Døden kun som en Søvn, jfr. Joh. 11, 11.