Side:Det Ny Testament oversat med Anmærkning til Oplysning for kristne Lægfolk Bind I.djvu/66

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

46

Mattæos-Evangeliet, 10. Kap.

10de Kapitel.[1]

Og han hidkaldte sine tolv Disciple[2] og gav dem Magt over urene Aander, til at uddrive dem, og til at helbrede hver Sygdom og hver Svaghed. Men de tolv Apostles Navne[3] ere følgende: først[4] Simon, som kaldes Peder, og hans Broder Andreas, Jakob Sebedæos's Søn og hans Broder Johannes, Filip og Bartolomæos, Tomas og Tolderen Mattæos, Jakob Alfæos's Søn og Lebbæos med Tilnavn Taddæos, Simon Kananæer og Judas Iskariot, som ogsaa forraadte ham.

Disse tolv udsendte Jesus efter at have budet dem og sagt:[5] Gaar ikke ud ad Hedningers Vej, og gaar ikke ind i en Samaritaner-By, men gaar snarere[6] til de tabte Faar af Israels

    dygtige til denne Høst, maa Gud udsende dem, ja drive dem ud, hvis de af Forsagthed eller Søvnagtighed holde sig tilbage; men Menigheden maa bede derom.

  1. Kap. 10: Apostlenes Udsendelse; smlg. Mk. 6, 7-13; Lk. 9, 1-6. Her skildres nu, hvorledes Jesus begynder at udsende "Høstarbejderne".
  2. Mt. omtaler ikke ligefrem Apostlenes Udvælgelse; den fortælles Mk. 3. 13-19; Lk. 6, 12-19, men forudsættes af Mt. som bekjendt for Læserne. — De vare tolv, som de aandelige Stamfædre til Guds Menighed, det nye Guds Israel, som det gamle Israel kun var Forbillede paa (jfr. 19, 28; Aab. 21, 14). I Evangelierne nævnes de iøvrigt kun sjældent "Apostle" (Udsendinge), sædvanlig "de tolv", eller "Disciplene" (Lærlingerne), hvilket Navn passede bedst paa dem i deres Læretid; Navnet "Apostel" er først ret kommet i Brug, da de efter Pinsedagen indtraadte i fuld Udøvelse af deres Embede.
  3. Se Anm. til Mk. 3, 16.
  4. Peder nævnes først, baade fordi han først blev kaldet til Apostel (Lk. 5, 10), og fordi han siden ved sin Tros Kraft og sin Dygtighed stod som en Leder for de andre (jfr. Lk. 22, 32; Ap. Gj. 1, 15; 2, 14 o. a.).
  5. V. 5-15: Hvor og hvorledes de skulde bringe deres gode Budskab.
  6. Ligesom Jesus selv i sit Kjøds Dage kun var udsendt til Israel (15, 24), saaledes ogsaa hans Apostle, der nu bleve udsendte for at samle Mennesker til ham. Han forbyder dem dog ikke ubetinget at gaa ud ad Hedningers Vej (ɔ: den Vej, der førte ud i Hedningeland) eller til Samaritanerne, men byder dem snarere, ɔ: først og fremmest, at vende sig til de tabte Faar af Israel (= "de syge", 9, 12; "de fattige og nedtyngede", 11. 5. 28); thi til Israel skulde Frelsen først bringes, og fra dem skulde den komme til Hedningerne (Joh. 4, 22; Ap. Gj. 13, 46), dog først, naar der ikke mere var Rum for Evangeliet i Israel.