49
Mattæos-Evangeliet, 10. Kap.
det er nok for Disciplen, at han vorder som sin Lærer, og Tjeneren som sin Herre. Have de givet Husbonden Øgenavnet Beelsebul[1], hvor meget snarere da hans Husfolk! Frygter altsaa[2] ikke for dem; thi intet er tilhyllet, som jo skal afhylles, og intet er lønligt, som jo skal blive vitterligt. Hvad jeg siger eder i Mørket, skulle I sige i Lyset, og hvad I høre hvisket i Øret[3], skulle I udraabe paa Tagene. Og frygter ikke for dem, der slaa Legemet ihjel, men ikke kunne ihjelslaa Sjælen; men frygter snarere ham, som kan ødelægge baade Sjæl og Legeme i Helvede[4]. Sælges ikke to Spurve for en Skilling? og ikke én af dem falder til Jorden uden eders Faders Villie; men paa eder ere endog Haarene paa eders Hoved talte tilhobe. Saa frygter da ikke; I ere mere
- ↑ Se 9, 34; 12, 24. Beelsebul var egentlig Navnet paa en Filister-Afgud, men brugtes af Jøderne som Navn paa Djævelen.
- ↑ Altsaa, ɔ: ligesaa lidt som jeg frygter for dem. Tankegangen i V. 26-33 (smlg. Lk. 12, 2-9) er: lad ikke Frygt for dem, der forfølge eder for min Skyld, lukke eders Mund; thi al Sandhed kommer en Gang for Dagen (V. 26); saaledes og Evangeliets Sandhed. som jeg har betroet eder, for at I skulle bringe den for Dagen, forkynde den (V. 27); og I kunne gjøre dette uden Frygt for nogen Fjendemagt, i Tro paa eders himmelske Fader (V. 28-31); men derfor er det, at I saaledes vedkjende eder mig, ogsaa Betingelsen for, at jeg skal vedkjende mig eder (V. 32. 33).
- ↑ d. e. Himmerigets Hemmeligheder, som Jesus dels selv (13, 11), dels ved sin Aand (Joh. 16, 13) forkynder dem.
- ↑ Dette forklares sædvanlig om Gud; jfr. Jak. 4, 12. Snarere er det dog at forstaa om Djævelen, "som har Dødens Vælde" (Hebr. 2, 14). Tankegangen i V. 28-31 bliver da: frygter ikke for fjendske Mennesker, men snarere for at falde i Sjælefjendens Vold, som kan føre eders hele Person i evig Undergang (dersom I af Menneskefrygt skikke eder lige med Verden). Men da eders Fader, som kjender og styrer alt, endog det mindste, vaager over eder, skulle I ikke frygte for nogen Fjende, naar I gaa mit Ærende.
ninger (se Lk. 6. 40; Joh. 13, 16); her, ligesom Joh. 15, 20, er det talt til deres Styrkelse og Trøst: I kunne ikke vente eder bedre Kaar end jeg; men det maa være eder nok at vorde som jeg, ɔ: at det gaar eder som mig her paa Jorden (saa kunne I ogsaa haabe at dele mine Kaar i Herligheden, Rom. 8, 17).