Side:Det Ny Testament oversat med Anmærkning til Oplysning for kristne Lægfolk Bind I.djvu/73

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

53

Mattæos-Evangeliet, 11. Kap.

Himmeriget med Vold, og Voldsmænd rive det til sig. Thi alle Profeterne og Loven have profeteret indtil Johannes; og om I ville tage imod det[1], han er Elias, som skal komme. Hvo som har Øren[2], han høre. Men hvem skal jeg ligne denne Slægt ved[3]? Den ligner Børn, der sidde paa Torvene og raabe til deres Legebrødre og sige: vi spillede paa Fløjte for eder, og I dansede ikke; vi sang Klagesange, og I jamrede ikke. Thi Johannes kom og hverken spiste eller drak, og de sige: han har en Uaand[4]. Menneskesønnen kom, og han spiser og drikker[5], og de sige: se, hvilken Æder og Vindrikker, en Ven af Toldere og Syndere! Og Visdommen er bleven retfærdiggjort ved sine Børn[6].

Da[7] begyndte han at skamme de Byer ud, i hvilke hans

    for Himmeriget (og han kunde ikke egenmægtig forlade den ham af Gud betroede Gjerning), saa har dog hans Virksomhed den største Betydning for dette, hvilket viser sig i det mægtige Røre, der er vakt siden hans Fremtræden (se 3, 5; 4, 25 o. a.), at Folk ligesom med Vold og Magt ville trænge ind i Himmeriget og rive dets Herlighed til sig (se Joh. 6, 15). Thi (V. 13-15) Johannes er Afslutningen af hele den af Profeterne og i selve Loven frembaarne Forjættelse om Messias, ja han er den forjættede Elias. Men (V. 16-19) trods al sin voldsomme Iver er dog denne Slægt saa egensindig, at den hverken vil følge Johannes eller mig; den vil have et Himmerige efter sine egne Lyster; deraf kan man se, hvordan dens Visdom er.

  1. d. e. om I ville tro, hvad jeg vidner om ham, da er han den Elias, hvis Komme er forjættet, Mal. 4, 5; I skulle ikke vente nogen anden.
  2. Mange Haandskrifter tilføje: at høre med (saaledes ogsaa 13, 9. 43).
  3. Denne Slægt (12, 39 ff.). ɔ: Flertallet, eller de toneangivende, som endte med at afgjøre Slægtens Forhold til Jesus. De ere som de ufornøjelige Børn, der stadig kræve det modsatte af, hvad der bydes dem. Og hvorfor? Fordi hvad de egentlig ville, er, at raade sig selv og ikke at ville, hvad Gud vil; derfor tage de Guds Sendebuds Gjerning iblandt dem som en Børneleg, eller som et interessant Skuespil, intet i Hjærtens Alvor; men naar der kræves, at de i deres Liv skulle følge, hvad de høre, have de nok og sige: det er jo Afsind og Daarskab.
  4. d. e. han er besat, afsindig (se 8, 28 Anm).
  5. d. e. han lever ligesom andre Mennesker (jfr. 9, 10 ff.).
  6. Visdommens Børn, ɔ: Tilhængere, de som hylde og følge den; paa dem og deres Færd skal det kjendes, hvordan den Visdom er, som de hylde. (Flere af de ældste Vidner læse: sine Gjerninger, ɔ: sine Frugter).
  7. Til denne Tale om Slægtens Egenraadighed føjes til Slutning i