Side:Det Ny Testament oversat med Anmærkning til Oplysning for kristne Lægfolk Bind I.djvu/78

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

58

Mattæos-Evangeliet, 12. Kap.

Og da Jesus fik det at vide, drog han sig bort derfra,[1] og mange fulgte ham, og han helbredte dem alle. Og han bød dem strengelig, at de ikke maatte gjøre ham bekjendt[2], for at det skulde Opfyldes, som blev talet ved Profeten Esajas[3], der siger: "Se min Tjener, som jeg har udvalgt, min elskede, i hvem min Sjæl har Velbehag, jeg vil give min Aand over ham, og Ret skal han forkynde Hedningerne. Han skal ikke kives, ej heller raabe, ej heller skal man høre hans Røst paa Gaderne. Det knuste Rør skal han ikke knække, og den rygende Tande skal han ikke slukke, indtil han har udført Retten til Sejer. Og paa hans Navn skulle Hedninger haabe."

Da blev der bragt til ham en besat, som var blind og stum;[4] og han helbredte ham, saa at den stumme talede og saa. Og alle Folkeskarerne forbavsedes og sagde: mon ikke han skulde være Davids-Sønnen[5]? Men da Farisæerne[6] hørte det, sagde de: han uddriver ikke Uaanderne uden ved Beelsebul, Uaandernes Øverste[7]. Men da Jesus vidste

  1. V. 15-21: Almindelig Oversigt over Jesu Virksomhed; smlg. Mk. 3,7-12.
  2. Han vilde ikke være Gjenstand for Nysgjerrighed og vække Opsigt.
  3. Es. 42, 1-4. Jesus gik af Vejen for Farisæernes Efterstræbelser, fordi han ikke vilde bruge sin Tid til ufrugtbar Kiv med sine Fjender, men til at opbygge Guds Rige og bringe Frelsen til "de tabte Faar af Israels Hus"; derved opfyldtes Profetens Spaadom om Herrens Tjeners Sagtmodighed; men det var tillige et Varsel om, at Jødernes Vantro vilde føre til, at Evangeliet skulde vendes til Hedningerne.
  4. V. 22-45: Helbredelse af en besat, og Jesu Taler i den Anledning; smlg. Mk. 3, 20-30; Lk. 11, 14-36.
  5. Jesu ringe Skikkelse syntes dem at tale imod, at han kunde være den forjættede Messias (9, 27); men dette mægtige Tegn vidnede derfor.
  6. Mk. skriver, at det var Skriftkloge fra Jerusalem, som sagde dette, og det er troligt, at disse ogsaa have været de egentlige Ledere blandt de Farisæere, som omtales i de to foregaaende Tildragelser. Deres Fjendskab mod Jesus var blevet vakt ved hans Helbredelse af den syge Mand ved Bethesda Dam (Joh. 5); de have formodentlig fulgt efter Jesus til Galilæa for der at lure paa ham.
  7. De kunde ikke negte, at dette Tegn maatte være gjort ved overmenneskelig Kraft; men da de ikke vilde indrømme, at det var sket ved Guds Kraft, valgte de den selvmodsigende Udflugt, at tilskrive Djævelen det (10, 25).