Side:Det Ny Testament oversat med Anmærkning til Oplysning for kristne Lægfolk Bind I.djvu/82

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

62

Mattæos-Evangeliet, 12. Kap.

den selv, og de gaa ind og tage Bo der; og det sidste med det Menneske bliver værre end det første[1]. Saaledes vil det ogsaa gaa denne onde Slægt[2].

Medens han endnu talede til Skarerne,[3] se, da stod hans Moder og hans Brødre[4] udenfor og søgte at faa ham i Tale[5]. Og en sagde til ham: se, din Moder og dine Brødre staa udenfor og søge at faa dig i Tale. Men han svarede og sagde til den, som sagde ham det: hvem er min Moder, og hvem ere mine Brødre? Og han rakte sin Haand ud over sine Disciple og sagde: se, det er min Moder og mine Brødre. Thi hvo som helst der gjør min Faders Vilje, han som er i Himlene, han er min Broder og Søster og Moder[6].


  1. Jfr. 2 Ped. 2, 20.
  2. V. 43-45: "Men det vil gaa denne onde Slægt ret som et Menneske, der er blevet befriet fra en uren Aand, men atter bliver syv Gange værre besat". Den Vækkelse, der var sket i Folket dels ved Døberens, dels ved Jesu Prædiken, og som nu atter her havde givet sig et Udtryk i Skarens Udbrud: "mon ikke han skulde være Davids-Sønnen!" den lignes ved Uddrivelsen af en uren Aand. Jesus havde "bundet den stærke" (V. 29), og Farisæernes Magt over Folket var knækket; men dersom de nu lode det blive derved, at "Huset var ledigt, fejet og smykket", uden at have faaet nogen ny Beboer, ɔ: dersom de lode det blive ved at beundre Jesu Ord og Gjerninger, istedenfor at omvende sig til at tro paa ham og følge ham, "høre hans Ord og bevare det" (Lk. 11, 28), saa vilde de synke endnu dybere end tilforn. Dette skete, da Jødefolket gjennem sin Modstand mod Apostlenes Prædiken helt forhærdedes i Farisæervæsenet, en Forhærdelse, som hviler over det indtil den Dag i Dag. — Heri indeholdes tillige (ligesom i V. 30) en alvorlig Paamindelse til dem, der vare blevne grebne af Jesu Ord, men ikke turde bestemme sig til det afgjørende Valg, om i Tide at "lade sig frelse fra denne forvendte Slægt" (Ap. Gj.2, 40).
  3. V. 46-50: Jesu Moder og Brødre søge ham; smlg. Mk. 3, 31-35; Lk. 8, 19-21.
  4. Se 13, 55 Anm.
  5. Maaske fordi de havde mærket Farisæernes brændende Forbitrelse mod Jesus, og derfor søgte at drage ham bort fra dem (jfr. Mk. 3, 21).
  6. Et trøstefuldt Ord for dem, der ikke af Farisæernes Fjendskab mod Jesus havde ladet sig afholde fra af Hjærtet at holde sig til ham (smlg. Lk. 11, 27 f.). — Jesus udtaler ikke hermed Ringeagt for sin Moder, men han sætter sin Fader højere end hende.