Side:Det Ny Testament oversat med Anmærkning til Oplysning for kristne Lægfolk Bind I.djvu/85

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

65

Mattæos-Evangeliet, 13. Kap.

det, I se, og de saa det ikke, og at høre det, I høre, og de hørte det ikke[1]. Saa hører nu I Lignelsen om Sædemanden[2]. Enhver, som hører Rigets Ord[3] og ikke forstaar[4] det, til ham kommer den Onde og røver det, som er saaet i hans Hjærte; denne er det, som blev saaet ved Vejen. Og det, som blev saaet paa Stengrunden, det er den, som hører Ordet og strags modtager det med Glæde; men han har ikke Rod i sig selv[5], men holder kun ved til en Tid, og naar der kommer Trængsel eller Forfølgelse for Ordets Skyld, forarges han strags. Og det, som blev saaet iblandt Tornene, det er den, som hører Ordet, og timelig Bekymring[6] i og Rigdommens Forførelse kvæler Ordet[7], og det bliver uden Frugt. Og det, som blev saaet i den gode Jord, det er den, som hører Ordet og forstaar det, og som saa bærer Frugt og giver, én hundrede, én tresindstyve. og én tredive Fold.

En anden Lignelse fremsatte han for dem og sagde:[8] Himmeriget er at ligne ved en Mand, som saaede god Sæd i sin Mark. Men medens Menneskene sov[9], kom hans

  1. Jfr. Lk. 10, 23 f.; Hebr. 11, 13; 1 Ped. 1, 10 f.
  2. Sædemanden er én (jfr. V. 37), og Sæden er en og den samme, men Jordbundens Modtagelighed er forskjellig. Og idet Jesus skildrer, at Sæden ikke har Frugt for de tre Dele, siger han nærmest det samme som i 12, 39 ff., at "denne Slægt" vilde forskyde Evangeliet.
  3. Sæden er altsaa Rigets Ord, ɔ: det Ord, hvorved Mennesket føres ind i Himmeriget.
  4. d. e. "forstaar med Hjærtet" (V. 14. 15), den Forstaaelse, som følger af, at Hjærtet modtager Ordet og lever deri (ligesaa i V. 23).
  5. Ordet, der skulde gjennemtrænge hele Mennesket (som Sæden Jorden med sine Rødder), har ikke faaet Lov at trænge ind i ham selv (hans inderste Selv, hans Hjærte); derfor forarges han (slipper Troen). naar det viser sig, at der kræves Selvfornegtelse til at bevare Ordet.
  6. Ordret: Tidsoldens Bekymring, ɔ: den Bekymring, som hænger fristende ved Livet her i Timeligheden, i "denne Tidsold", (se 12, 32 Anm.).
  7. Det er dem, som ville "tjene baade Gud og Mammon" (6, 24).
  8. V. 24-31: Ugræsset blandt Hveden. Heri skildres, at Guds Rige paa Jorden vil have indvortes Fjender, som først ved Tidens Fuldendelse skulle udskilles deraf, saa at det ikke her paa Jorden vil fremtræde i sin Hellighed.
  9. Menneskene (ɔ: "Folk") sov, skal næppe forstaas som Forsømmelighed af dem, men: ved Nattetide, da ingen drømte om nogen Fare.