Denne side er blevet korrekturlæst
77
Mattæos-Evangeliet, 16. Kap.
Himlen[1]. Men han svarede og sagde til dem[2]: naar det er Aften, sige I: det bliver smukt Vejr, thi Himlen er rød; og om Morgenen: i Dag bliver det Uvejr, thi Himlen er rød og mørk. Om Himlens Udseende forstaa I at dømme, men om Tidernes Tegn[3] kunne I det ikke. Det er en ond og utro Slægt, som attraar et Tegn; og andet Tegn skal ikke gives den end Jonas's Tegn[4]. Og han forlod dem og gik bort.
Og da Disciplene kom over til hin Side[5][6], havde de glemt at tage Brød med. Og Jesus sagde til dem: ser til og tager eder vare for Farisæernes og Saddukæernes Surdej[7]. Men
- ↑ Farisæernes Fjendskab mod Jesus, som allerede tidligere (i 12. Kap. og end bestemtere 15, 1 ff.) var traadt klart for Dagen, er nu saaledes modnet, at de, saa snart Jesus kom tilbage til Galilæa, den tidligere Skueplads for hans Virksomhed, møde frem, forenede i fælles Had med deres bitre Modstandere Saddukæerne, og kræve et Tegn fra Himlen, ɔ: et afgjørende Vidnesbyrd for, at han var Messias, kommen fra Himlen. Det er den samme Fordring, som kom frem i 12, 38, men her langt bestemtere, som Frugt af en overlagt Plan. — Med denne Begjæring vilde de (paa lignende Maade som Djævelen i Ørken, 4, 6) friste Jesus til at bruge sin Magt til egen Forherligelse og til at unddrage sig Fornedrelsen og den forestaaende haardeste Kamp (26, 37 ff.), istedenfor at han baade gjorde sine Tegn og levede og døde i Fornedrelsen uden at have sig selv for Øje, ikkun af Kjærlighed til Mennesker, for at frelse dem.
- ↑ Ordene i V. 2. 3: Naar det er Aften … Tidernes Tegn kunne I det ikke, udelades i nogle af de ældste Haandskrifter, formodentlig fordi de ikke læses hos Mk.
- ↑ Alle de Tegn', som viste, at nu var Israels Besøgelses-Tid oprunden: Johannes Døbers Fremtræden, hele det aandelige Røre, der fra den Tid af havde været i Folket, Spaadommenes og de profetiske Varslers Opfyldelse (jfr. 11, 12 ff.). Smlg. Lk. 12, 54 ff.
- ↑ Jfr. 12, 39 f.
- ↑ V. 5-12: Advarsel mod Farisæernes og Saddukæernes Surdej; smlg. Mk. 8, 14-21.
- ↑ Hos Mk. 8, 13 læse vi, at Jesus efter det omtalte Sammenstød med sine Fjender atter satte over til hin Side af Søen.
- ↑ Surdejen, der gjennemtrænger hele Dejen og giver den sin Smag, betegner her det, der er den inderste Drivkraft i Menneskets Færd og giver denne sit Præg; og dette var baade for Farisæerne og Saddukæerne Verdslighed og Selviskhed (Utroskab mod Gud), om end paa højst forskjellig Maade. Farisæernes Utroskab viste sig i en udvortes Guds-
