2
sikkert; kun det vide vi, at medens han var Apostel, var han ugift (1 Kor. 7, 7; 9, 5); men da det var en næsten fast Regel, at de jødiske Skriftlærde skulde være gifte, inden de vare 20 Aar, er der al Sandsynlighed for, at han har været gift, men tidlig er bleven Enkemand.
I Gamaliels Skole førtes Pavlus til en glødende Nidkjærhed for Loven og de fædrene (farisæiske) Overleveringer, saa at han deri overgik de fleste af sine jævnaldrende (Gal. 1, 14); men dermed fulgte ogsaa et ligesaa glødende Had til Evangeliet. Dette brød frem efter Stefans Martyrdød. Det er ikke usandsynligt, at han har været iblandt de Kilikere, som tvistede med Stefan og ikke kunde modstaa den Aand, han talede i (Ap. Gj. 6, 9 f.); ialfald var han med Glæde Vidne til, at Stefan blev stenet, ved hvilken Lejlighed han gjorde Tjeneste ved at vogte Vidnernes Klæder (dette tyder paa, at han den Gang endnu ikke havde naaet den fulde Mands-Alder, 30 Aar). Og i den Forfølgelse, som derefter brød ud imod Menigheden, blev han den egentlige Hovedmand (Ap. Gj. 7, 58—8, 4). Da Forfølgelsen imidlertid, istedenfor at knuse Evangeliet, tværtimod gav Anledning til, at det blev videre udbredt, endog udenfor Palæstina, søgte og fik han Fuldmagt af Højesteraadet til ogsaa der at opsøge og straffe de Kristne. Der kan næppe være Tvivl om, at hans brændende Forfølgelses-Iver er bleven yderligere skærpet derved, at han i sin Sjæl har følt en "Brod" (Ap. Gj. 26, 14), hvorved han dreves hen til Evangeliet, medens han har søgt at overdøve dens Smerte ved at forfølge det des heftigere. Denne Brod har sikkerlig haft sin Oprindelse dels derfra, at han havde været Vidne til den Aandens Kraft og det Tros-Mod, som aabenbarede sig hos Stefan, dels derfra, at han midt i sin Iver for Loven stadig maatte føle, at han alligevel var "solgt ind under Synden" (Rom. 7, 14 ff.). Men herved beredtes hans Omvendelse, da Jesus aabenbarede sig for ham paa Vejen til Damask og viste ham, ikke alene hvem der var den stærkeste, men ogsaa at den Jesus, hvis Disciple han forfulgte, levede og var den ophøjede Frelser (se Ap. Gj. 9). Efter tre Dages Sjælekamp var nu Pavlus bøjet og moden til at tage imod Troen og Daaben og til at lyde Kristi Kald og til at "bære hans Navn frem for Hedningefolk og Konger og Israels Børn" (Aar 35). Og fra
