5
dede med rig Frugt i omtrent to Aar (her skrev han sine to Breve til Menigheden i Tessalonika). Dernæst vendte han tilbage til Antiokia, hvorfra han efter et kort Ophold atter drog ud paa sin tredje Missionsrejse (Ap. Gj. 18, 23—21, 15; Aar 55—59). Her faldt hans længste Virksomhed i det vestlige Lilleasien, navnlig i Efesos, hvor han arbejdede i tre Aar med stor Velsignelse (i den Tid skrev han Br. til Galat. og 1 Korint.); derefter drog han i Foraaret 58 over til Makedonien (hvor han skrev 2 Korint.), helt over til Illyrien (Rom. 15, 19), og derfra til Hellas, hvor han tilbragte Vinteren i Korint (her skrev han Br. til Rom.), og vendte saa tilbage til Jerusalem, hvortil han kom i Foraaret 59. Men her rejste nogle Jøder et Opløb imod ham i Helligdommen, hvilket gav Anledning til, at han blev sat i Fængsel først i Jerusalem, dernæst i Kæsarea, hvor Landshøvdingen Felix holdt ham fangen i to Aar, dels for ikke at forbitre Jøderne, dels fordi han gjorde Regning paa at faa Penge af Pavlus for at give ham fri. Da hans Eftermand Festus atter optog Pavlus's Sag, gjorde denne Brug af sin Ret som romersk Borger til at appellere til Kejseren, og han blev da i Efteraaret 61 sendt til Rom, hvor han efter en møjsommelig og farefuld Sørejse kom i Foraaret 62. Her sad han atter fangen i to hele Aar, dog i et mildt Fangenskah, saa at han kunde bo i en Bolig, som han selv havde lejet, og uhindret forkynde Evangeliet for alle, som besøgte ham (Ap. Gj. 28, 30. 31), og i denne Tid skrev han Brevene til Efeserne, Kolossenserne, Filemon og Filippenserne.
Hermed ophøre det N. Test.s Efterretninger om Pavlus's Liv. Men ifølge Kirkefædrenes enstemmige Beretninger led han Martyrdøden under Kejser Nero (54—68), idet han blev halshugget i Rom. I Sommeren 64 udbrød en stor Ildebrand i Rom, hvorved to Tredjedele af Byen gik op i Luer. Man antog i Almindelighed, at den var bleven anstiftet af Kejseren selv; men denne gav de Kristne Skyld derfor, og der udbrød da en Kristenforfølgelse, under hvilken mangfoldige lede Martyrdøden under grusomme Pinsler. Man kunde formode, at ogsaa Pavlus ved den Lejlighed havde lidt Døden. Men efter Overleveringer hos Kirkefædrene, som i høj Grad støttes ved Brevene til Timoteos og Titus, maa han inden den Tid være kommen paa fri Fod (som han udtaler
