Spring til indhold

Side:Det Ny Testament oversat med Anmærkning til Oplysning for kristne Lægfolk Bind II.djvu/168

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

158

"Kefas's Tilhængere" (1 Kor. 1, 12); men senere var der kommet andre jødisk-sindede Lærere til Korint med "Anbefalingsbreve" andensteds fra (3, 1), og disse havde rejst en hadefuld Agitation mod Pavlus. Endnu havde de vel ikke ligefrem angrebet hans Forkyndelse, men des mere søgte de at nedsætte og mistænkeliggjøre hans Person. De negtede, at han var en ret Apostel, ialfald stod han langt under de oprindelige Apostle (11, 5; 12, 11), hvorom de søgte et Vidnesbyrd deri, at han ikke havde ladet sig underholde af Menigheden (11, 7; 12, 13). De beskyldte ham for Uordholdenhed (1, 17), for at ville indynde sig hos Menigheden (3, 1; 5, 12), for Mangel paa personligt Mod (10, 1. 10), for at gjøre sig Vinding af Menigheden (7, 2; 12, 16 f.) o. m. desl. Og samtidig søgte de at Ophøje sig selv ved at pukke paa deres jødiske Byrd og ved at optræde med stortalende og fordringsfuld Herskesyge (11, 20-22).

Under Indtrykket af disse Efterretninger skrev saa Pavlus dette Brev i Eftersommeren 58, under sit Ophold i Makedonien. Det var hans inderligste Ønske at være Medarbejder til Menighedens Glæde, og at han ikke skulde bringe Sorg med sig, naar han kom (1, 24; 2, 1). Derfor vilde han nu ved dette Brev gjøre sit til, at han ikke, naar han selv kom, skulde mødes til at optræde med Strenghed i Kraft af sin Apostelmyndighed (10, 1. 2; 13, 10). Og i samme Øjemed sendte han Titus igjen til Korint, ledsaget af to Menigheds-Udsendinge fra Makedonien (8, 23. 24), for at han skulde overbringe Brevet og tillige fuldføre, hvad han under sit forrige Besøg saa godt havde begyndt, baade at tilendebringe Indsamlingen til de fattige i Jerusalem og at bringe Menighedens indre Tilstand ret paa Fode, inden Pavlus selv kom der.

Brevet falder i to Hovedafsnit, hvoraf det første navnlig er henvendt til Menighedens Flertal, som havde taget hans Ord til Hjærte og var villigt til at lade sig belære af ham (Kap. 1—9), det andet til dem, der vare tilbøjelige til at laane Øre til hans Modstanderes Angreb og Bagvaskelser (Kap. 10—13). Han begynder med en Tak til Gud for den Trøst, han havde modtaget, og fortæller om den overhængende Dødsfare, som han nys i Asien var bleven frelst ud af (1, 1-11). Dernæst forklarer han, at Grunden til, at han havde udsat sit Komme til Korint, ikke var Uord-