Side:Det Ny Testament oversat med Anmærkning til Oplysning for kristne Lægfolk Bind II.djvu/214

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

Brevet til Galaterne.

Galatien var et Landskab i det indre Lilleasien; det havde sit Navn af "Galaterne" (Kelterne), et Folkefærd fra Gallien, det nuværende Frankrig, som havde givet sig paa Vandring og tilsidst omtr. 270 Aar f. Kr. havde indtaget dette Land og bosat sig der. Et Hundredaar senere kom de under Romernes Herredømme. Menighederne i Galatien, som udelukkende bestode af Hedningekristne (Gal. 4, 8), bleve grundlagte af Pavlus, da han ved Begyndelsen af sin anden Missionsrejse (Aar 51 eller 52, Ap. Gj. 16, 6) drog igjennem Landet, men ved Sygdom blev nødt til at standse der. Han forkyndte da Evangeliet, som blev modtaget med den hjærteligste Glæde (Gal. 4, 13. 14). Ved Begyndelsen af sin tredje Rejse besøgte han atter Menighederne og styrkede dem (Ap. Gj. 18, 23). Det lader til, at Vranglære allerede den Gang havde begyndt at dukke op hos dem, eller dog i Omegnen, saa at han fandt Anledning til at advare dem derimod (se Gal. 1, 9); og det varede ialfald ikke længe efter hans Bortrejse, inden der iblandt Galaterne optraadte jødisk-sindede Vranglærere, rimeligvis farisæiske Jødekristne af samme Art som de, der tidligere havde vakt Uro i Antiokia (Ap. Gj. 15, 1). Disse lærte, at Moseloven ogsaa gjaldt for de Kristne og var nødvendig til Frelse, hvorhos de selvfølgelig angrebe det Evangelium, Pavlus havde forkyndt, og søgte at svække Tilliden til hans Apostel-Myndighed og at nedsætte ham i Menighedernes Øjne (se Gal. 1, 10; 5, 11). En saadan Lovlære kunde let blænde nyomvendte og ubefæstede Kristne ved et Skin af