Denne side er blevet korrekturlæst
Pavlus's Brev til Galaterne.
1ste Kapitel.
Pavlus, Apostel, ikke af Mennesker,[1] ej heller ved noget Menneske[2], men ved Jesus Kristus og Gud Fader, som oprejste ham fra de døde, og alle Brødrene, som ere med mig[3], hilser Menighederne i Galatien. Naade være med eder og Fred fra Gud Fader og vor Herre Jesus Kristus[4], som gav sig selv for vore Synder, for at udfri os af den nærværende onde Tidsold[5], efter vor Guds og Faders Vilje[6]. Ham være Æren i al Evigheds Evighed! Amen.[7]
- ↑ Kap. 1, 1-5: Hilsen, hvori Ap. (i Modsætning til Galaternes Vildfarelser) bevidner dels sit Apostelkalds guddommelige Udspring, dels at Frelsen alene er af Guds Naade i Kristus. I denne Hilsen ligger Brevets Grundindhold antydet, idet V. 1 nøjere udføres i Kap. 1—2, og V. 3. 4 i Kap. 3 og 4.
- ↑ Hans Apostelkald er ikke af Mennesker, af menneskeligt Udspring, eller ved noget Menneske, intet Menneske har indsat ham deri, men den opstandne Jesus Kristus.
- ↑ d. e. Pavlus's Ledsagere, som Galaterne kjendte fra hans Ophold hos dem.
- ↑ Se Rom. 1, 7 Anm.
- ↑ Den nærværende Tidsold, ɔ: Tiden indtil Kristi Tilkomst og den Aandsretning, der hersker i den (se Rom. 12, 2 Anm.). Denne er ond; thi Synden hersker og vokser i den (Ef. 5, 16; 1 Joh. 5, 19).
- ↑ Ikke efter vor egen Fortjeneste; jfr. Ef. 1, 11; Jak. 1, 18.
- ↑ Første Afsnit. Kap. 1, 6—2, 21: Det Evangelium, Pavlus har forkyndt Galaterne, er det eneste sande (1, 6-10); thi han har det ikke fra noget Menneske, men fra Kristus selv, og er altsaa de oprindelige Apostles Jævning; disse havde aldrig været hans Lærere (1, 11-24); tvært imod
