Side:Det Ny Testament oversat med Anmærkning til Oplysning for kristne Lægfolk Bind II.djvu/219

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

209

Pavlus's Brev til Galaterne, 1. 2. Kap.

jeg var af Person endnu ukjendt for Judæas Menigheder i Kristus[1]; kun hørte de sige: han, som tilforn forfulgte os, forkynder nu Troen[2], som han tilforn vilde lægge øde. Og de priste Gud for mig.

2det Kapitel.

Dernæst, efter fjorten Aars Forløb, drog jeg atter op til Jerusalem med Barnabas og tog tillige Titus med[3]. Men jeg drog derop ifølge en Aabenbaring[4]. Og jeg forelagde dem det Evangelium, som jeg prædiker iblandt Hedningerne, og særskilt gjorde jeg det for de ansete, for at jeg ikke skulde løbe eller have løbet forgjæves[5]. Dog blev end ikke min Ledsager Titus, som var en Græker, nødt til at lade sig omskære, nemlig for de indsnegne falske Brødres Skyld, hvilke havde listet sig ind for at udspejde vor Frihed, som

    sarea til Tarsos; men her se vi, at han ikke har taget den lige Vej til Søs, men er gaaet i Land i Syrien og saa har rejst over Land.

  1. Jeg havde altsaa intet Samkvem med dem og lærte intet af dem.
  2. Se Ap. Gj. 6, 7 Anm.
  3. Dette maa være den i Ap. Gj. 15 omtalte Rejse til Apostelmødet, hvor netop Spørgsmaalet om de Hedningkristnes Frihed for Moseloven og dermed om Pavlus's Forkyndelse blev drøftet og afgjort. I Ap. Gj. 15, 2 fortælles, at Pavlus, Barnabas og "nogle andre" droge derop; blandt disse har altsaa Titus været. Denne Rejse fandt Sted efter fjorten Aars Forløb, regnede fra den forrige i 1, 18 omtalte Rejse, altsaa da han alt havde en stor Apostel-Gjerning at vise tilbage til. — Pavlus nævner ikke her den Rejse til Jerusalem, som han foretog Aar 44 med en Gave til Menigheden i Jerusalem (Ap. Gj. 11. 30; 12, 25), formodentlig fordi der den Gang, under Agrippas Forfølgelse, slet ingen Lejlighed var til Forhandling med Apostlene (Gaven blev kun sendt til "de Ældste").
  4. Altsaa ikke fordi jeg blev stævnet dertil af de andre Apostle. I Ap. Gj. 15, 2 omtales ikke denne Aabenbaring, men kun den udvortes Anledning til hans Rejse, nemlig at Menigheden besluttede en saadan Sendefærd. Paa lignende Maade tales der om den ydre og den indre Grund til, at Pavlus forlod Jerusalem, Ap. Gj. 9, 29 og 22, 17-21.
  5. d. e. for at det maatte blive vitterligt, at hverken mit fremtidige eller mit hidtidige Arbejde i Herrens Tjeneste var forgjæves. Løbeøø, se Fil. 2, 16; 1 Kor. 9, 26 Anm. — De ansete, ɔ: Peder, Johannes og Jakob; se V. 6-9.