Side:Det Ny Testament oversat med Anmærkning til Oplysning for kristne Lægfolk Bind II.djvu/221

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

211

Pavlus's Brev til Galaterne, 2. Kap.

og de til de omskaarne; kun at vi skulde komme de fattige i Hu, og netOp dette beflittede jeg mig ogsaa paa at gjøre[1].

Men da Kefas kom til Antiokia, traadte jeg op imod ham lige i hans Øjne, fordi han var domfældt[2]. Thi førend der kom nogle fra Jakob, spiste han sammen med Hedningerne[3], men da de vare komne, drog han sig tilbage og skilte sig fra dem af Frygt for dem af Omskærelsen[4]; og med ham hyklede ogsaa de øvrige Jøder, saa at endog Barnabas blev reven med af deres Hykleri[5]. Men da jeg saa, at de ikke stode paa rette Fod til Evangeliets Sandhed, sagde jeg til Kefas i alles Paahør[6]: naar du, som er Jøde, lever paa

  1. Det var altsaa ikke noget nyt, man her paalagde Pavlus, men snarere en Godkjendelse af hans Færd. Pavlus havde nemlig før den Tid bragt milde Gaver til de fattige i Menigheden i Jerusalem, Ap. Gj. 11, 30, og ligeledes senere, Rom. 15, 25; 1 Kor. 16, 1. Grunden til, at der lægges en saa særlig Vægt paa disse Gaver, er sikkerlig især den, at de vare et haandgribeligt Vidnesbyrd om, at de Skranker, der hidtil havde skilt Jøder og Grækere (Hedninger), nu vare sprængte, saa at de vare forenede til én Menighed og ét Folk i Kristus (3, 28), en Tanke, der for Datiden var aldeles ny og hidtil uhørt (jfr. Indl. til 2 Kor. 8). — Man har undret sig over, at Pavlus ikke her omtaler Apostelmødets "Bestemmelser" (Ap. Gj. 15, 29; 16, 4); men dette har sin Grund i, at disse kun vare midlertidige og givne af Hensyn til Jødernes Omvendelse, hvorfor de ikke angik Galaterne; se Ap. Gj. 15, 21 Anm.
  2. Se Ap. Gj. 15, 35 Anm. Peder var domfældt (han "handlede uforsvarlig"), idet hans egen Færd dømte ham; jfr. V. 18.
  3. d. e. med de Hedninge-Kristne. Jøderne holdt dette for lovstridigt, fordi man derved kunde komme til at nyde "urene Dyr", ɔ: det, som var forbudt i Loven (Ap. Gj. 11, 3). Men Peder viste sig herved frigjort fra Loven.
  4. Disse have altsaa ment, at for Jøde-Kristne vedblev Loven at være nødvendig til Frelse (ret som om der var to Slags Kristne og to Frelsesveje, en for Jøder og en for Hedninger; se Indl. til Rom. 4).
  5. Det var Hykleri, fordi de nu i deres Færd fordulgte den Overbevisning, de tidligere havde lagt for Dagen, at Moseloven var afskaffet.
  6. Naar Pavlus saaledes kunde irettesætte Peder, maatte hans Forkyndelse være den rette, og han selv være jævnbyrdig Apostel med Peder. — Pavlus's Tiltale til Peder gaar til Kap.s Ende. Efter først at have irettesat Peder for hans Færd (V. 14), gaar han over til den Grundsandhed, hvoraf Forholdet til Hedningerne afhang, og hvorom han og Peder vare enige: at Mennesket ikke retfærdiggjøres ved Lovs-Gjerninger,